Skip to main content
21. april 2023

Dansk sportsevent vil brande sig til international vækst

Copenhagen Marathon vil positionere sig stærkere internationalt og være Nordens største internationale maraton.

Af: Rikke Hansen | Foto:

PRESSEMEDDELELSE FRA SPARTA ATLETIK OG LØB

Copenhagen Marathon vil positionere sig stærkere internationalt og være Nordens største internationale maraton. Derfor lancerer arrangørerne nu en ny brand identitet, som skal tegne sportseventet skarpere. Målet er 25% flere deltagere, som primært skal komme fra en øget andel af udenlandske løbere.

Copenhagen Marathon har igennem mere end 40 år etableret sig som et internationalt anerkendt sportsevent, der tiltrækker et stabilt højt antal deltagere fra mere end 110 lande. Men arrangørerne bag eventen, Sparta Atletik & Løb, vil stå endnu stærkere på det internationale marked og overfor såvel deltagere som partnere og sponsorer. Målet på sigt er 15.000 deltagere, hvoraf halvdelen skal komme fra udenlandske deltagere.

Derfor lancerer Copenhagen Marathon nu en ny brand identitet som første skridt. Det er bureauet Norgram, der har hjulpet arrangørerne af Copenhagen Marathon med et skabe et nyt, mere upoleret og tidsvarende brand, som har større international appel, og som tydeligt afspejler eventets identitet.

“Copenhagen Marathon er en tidløs og ligefrem legendarisk distance. Men ligesom vores løbere forandrer sig, har vi også udviklet os, og gør det stadig. Vi er på vej mod at have 50% internationale deltagere, og vi havde brug for visuelt at afspejle denne udvikling: At vi er et internationalt og moderne event,” forklarer Dorte Vibjerg, administrerende direktør i Sparta Atletik & Løb.

For et maratonløb i den klasse, hvor Copenhagen Marathon befinder sig, er det afgørende at stå stærkt internationalt, fordi maratonløbere jagter deres løbsoplevelser internationalt. Copenhagen Marathons nye brand inddrager derfor også København som en bærende del af identiteten under mottoet “This is Copenhagen, where runners belong”. På den måde fortæller eventet historien om en by med en aktiv kultur, hvor der er plads til sport og bevægelse, og hvor man kan være en del af et fællesskab omkring løb og aktiv livsstil.

Samtidig taler det nye brand til følelserne og hele den rejse, det er, at løbe et maraton, forklarer Dorte Vibjerg videre:

“For at være relevante som brand er det vigtigt, at vi er tilstede for løberne i alle faser af deres rejse. Både når det går godt, når det er hårdt, og når det gør ondt. På den måde tror vi på, at vi skaber det stærkeste fællesskab omkring løb og omkring Copenhagen Marathon.”

 

Fakta om Copenhagen Marathon
  • Dette års Copenhagen Marathon er den 44. udgave
  • Copenhagen Marathon er et Word Athletics Road Race Label Event
  • Deltagerrekorden blev sat i 2019, hvor der var 13.281 tilmeldte
  • I øjeblikket er 10.000 deltagere tilmeldt, og antallet af udenlandske deltagere står for 50 procent af deltagerantallet
  • For første gang danner Øster Allé rammerne om start- og målområdet
  • Løbet arrangeres af Sparta Atletik & Løb
  • Løbsrekorden for kvinder: Helah Jelegat Kiprop, Kenya (2:24,10) (2022)
  • Løbsrekorden for mænd: Berhane Tsegay, Eritrea (2:08,23) (2022)