
AIDS-Fondet fylder 40 år, og det bliver markeret på Rådhuspladsen, hvor AIDS-Fondet har scenen onsdag den 13. august under Copenhagen Pride.
Aftenen byder på et interview med Susse Wold, der er præsident i AIDS-Fondet, sang med Sanne Salomonsen og sexquiz. Arrangementet bliver afrundet af DJ Diana Diamond, som sætter fut i Rådhuspladsen med sexede rytmer og hotte hits fra de seneste fire årtier.
Program for aftenen:
Kl. 18.00 Velkomst
Lars Christian Østergreen, direktør i AIDS-Fondet, byder velkommen og taler om AIDS-Fondet og 40 års kamp for livet og lysten.
Kl. 18.30-19.00 – Interview med Susse Wold
Susse Wold har i næsten 40 år været præsident for AIDS-Fondet. Hun er en stor stemme i kampen mod hiv og aids og den diskrimination, der ofte følger med. I dette interview graver man de historier frem, som har formet Susse Wolds engagement i hiv/aids-sagen. Susse Wold bliver interviewet af Kristian Madsen, som er chefredaktør for A4 Medier.
Kl. 19.00-19.30 – Sanne Salomonsen “Den jeg elsker”
Sanne Salomonsen var i 90’erne en aktiv del af hiv/aids-kampen og medvirkede blandt andet i oplysningsindsatserne: ”Tænk dig om”. Med kæmpehittet Den jeg elsker, var hun med til at sætte lyd til den danske hiv-indsats – og melodien spiller stadig. Sanne Salomonsen giver os et genhør med det store hit og serverer nok også et par andre sange, som nok skal skabe stemning på Rådhuspladsen.
Kl. 19.45-20.45 – Den Store Sex-Quiz
Dragqueen Jezebelle May Daniel’s og Lathisya Adore fører os sikkert gennem Den StoreSex-Quiz. Der dykkes ned i de sidste 40 års seksualhistorie. Og der er sket lidt, skal vi hilse og sige. Kom og test dig selv. Det er ikke kun ren ballade – forhåbentlig bliver du også lidt klogere på din seksuelle sundhed. Og nå ja, så kan du vinde fede præmier!
Kl. 21.00-23.00 – Diana Diamond DJ’er
Hold fast, når drag queen og multitalent Diana Diamond sætter fut i Rådhuspladsen med sexede rytmer og masser af hotte hits fra 1985-2025.
AIDS-Fondet – 40 år for livet og lysten
I 2025 markeres AIDS-Fondets 40-års jubilæum. Det føles komplekst at fejre jubilæum midt i en tid, hvor LGBT+ personer bliver forfulgt og kriminaliseret verden over. Hvor antallet af seksuelle overgreb er alarmerende. Hvor sexsygdommene stiger og årtiers fremskridt i kampen mod hiv bliver rullet tilbage. Det koster liv og livsmod lige nu.
Alligevel insisterer de på at fejre, danse, kysse og knalde. Fordi de ved, at kampen mod overgreb, sygdom og død går hånd i hånd med fejringen af livet og lysten. Det har de altid vidst.
AIDS-Fondet opstod af en akut sundhedskrise, hvor alt for mange mennesker blev syge og døde med hiv og aids. De så hvordan udskamning, ensomhed og sorg ramte et helt miljø. Det samfund, der burde gribe, greb ikke. Så de greb ind og forlangte seksuel sundhed for alle. Og det gør de stadig.
Siden 1985 har de forsvaret den seksuelle sundhed, livet og lysten. De har kæmpet for alles ret til at være sig selv og leve fuldt ud. Og de har bekæmpet hiv-epidemien og sexsygdomme med sexpositivitet, humor og omsorg. Og det bliver de ved med.
Dengang som nu rejser de sig i global aktivisme for lige rettigheder og mod diskrimination, fordomme og vold. Og de insisterer på at udvikle løsninger med vores målgrupper og i samarbejder med andre. For man kan kun klare det sammen.
Med deres 40-års jubilæum hylder de alle jer, der har kæmpet, alle jer der har mistet, og alle jer der kæmper i dag. For livet og for lysten.