Den 24. november åbner forskudsopgørelsen for 2027. For mange boligejere bliver det første gang, at boligprisstigningerne i de seneste år påvirker ejendomsværdiskatten og grundskylden.
”Boligskatterne har i nogle år ligget nogenlunde stille, fordi de blev beregnet ud fra vurderinger, der ikke fulgte med markedet. Ved overgangen til det nye boligskattesystem blev de fleste boligejere ikke påvirket af stigningerne, men nu kommer prisudviklingen fra 2024 til 2026 med i beregningen. Det betyder højere skatter for mange, især i og omkring København,” siger Søren Thorvaldsen Svane Keller, skatteekspert og partner i PwC.
Ejerboliger beskattes i 2027 ud fra 2026-vurderingen. Den bliver ikke lavet som en konkret vurdering af den enkelte bolig. I stedet videreføres 2022-vurderingen og prisfremskrives til 2026-niveau på baggrund af prisindeks fra Danmarks Statistik. 2026-vurderingen bruges som beskatningsgrundlag for både 2027 og 2028.
Mulighed for indefrysningslån
Ejendomsvurderingerne følger som udgangspunkt prisudviklingen i kommunen, og de seneste års stigende boligpriser betyder højere boligskatter i stort set hele landet.
Prisudviklingen i Københavns Kommune forventes fx at medføre en stigning i ejendomsskatterne på ca. 21 % for ejerlejligheder og 20,3 % for helårshuse.
Hvis man ikke vil eller kan betale stigningen med det samme, kan man vælge boligskattelån, også kaldet indefrysningslån. Det betyder, at man låner til stigningen i ejendomsværdiskat og grundskyld.
Boligskattelånet kan være en god løsning, hvis stigningen presser budgettet. Men det er et lån, der skal betales tilbage med renter. Brug derfor forskudsopgørelsen til at tage aktivt stilling til, om du vil betale stigningen løbende eller indefryse den siger Søren Thorvaldsen Svane Keller.
Indefrysningslån har en variabel rente, der offentliggøres hvert år. Renterne er ikke fradragsberettigede. Du skal tilvælge boligskattelånet via forskudsopgørelsen senest den 31. december 2027.
