Bogforlaget Ølentusiasten lancerer sin anden rejsebog, Ølrejsen til Bruxelles & Antwerpen, på Ølfestival 2026 i København. Det er et naturligt valg, for festivalen er Danske Ølentusiasters årlige flagskibsarrangement, og forlaget er foreningens eget. Bogen er skrevet af de anerkendte øleksperter Carsten Berthelsen og Kasper Mundt-Nielsen, der tidligere har forfattet forlagets debutbog, Ølrejsen til Prag – og andre tjekkiske byer fra 2025, og er officielt til salg fra den 1. juni.
Med denne udgivelse fejrer vi, at det er 10 år siden, UNESCO i 2016 udpegede belgisk ølkultur som immateriel kulturarv. Anerkendelsen omfattede ikke kun øllets kvalitet og mangfoldighed, men også cafékulturen, øllets rolle i gastronomien, århundreders håndværkstradition og moderne innovationer. Med den nye bog markerer Bogforlaget Ølentusiasten denne milepæl ved at give danske læsere en dybtgående rejseguide til to af hovedbyerne i belgisk ølkultur.
Bogen kombinerer kulturhistoriske fortællinger og konkrete rejsetips med beskrivelser af en lang række bryggerier. Læseren bliver guidet gennem hovedstadens beværtninger og dens rige lambic-tradition fra Sennedalen og Pajottenland og videre nordpå til Antwerpens brygkultur. Bogen indeholder kort, praktiske rejseoplysninger og beskrivelser af mere end 50 caféer, restobières og bryghuse, og hele paletten af belgiske ølstilarter bliver gennemgået: Witbier, saison, trappistøl, flamsk rød og brun, lambic, gueuze og den lokale Spéciale Belge.
Belgien er jo nok det land i Europa, der har den dybeste og mest omfattende ølkultur, og UNESCO-anerkendelsen i 2016 var en international bekræftelse af noget, de fleste ølentusiaster længe har vidst siger medforfatter Kasper Mundt-Nielsen. Med denne bog håber vi at åbne den belgiske ølverden for danske læsere, både dem, der allerede er ølentusiaster, og dem, der bare gerne vil prøve en ny form for rejse
Belgisk ølkultur lever videre på værtshusene og i de hæderkronede bryggerier. Du kan sætte dig på et lille brunt værtshus i Bruxelles, bestille en Rochefort til dine Boulets à la Liégeoise og pludselig være en del af en tradition, der rækker århundreder tilbage. I bogen beskriver vi en smagsrejse fra det vilde og syrlige lambic i Cantillons skænkestue til den letdrikkelige Bolleke i Antwerpen. Vi har stræbt os på at samle så mange adresser og praktiske råd sammen, så læseren får en behagelig og nem turistfart siger medforfatter Carsten Berthelsen
Ifølge landsformand for Danske Ølentusiaster, Niels Torm, er udgivelsen et naturligt næste skridt for forlaget. “Med Ølrejsen til Bruxelles & Antwerpen fortsætter vi den linje, vi lagde med Ølrejsen til Prag i 2025: Nemlig at fortælle om en europæisk ølby, der kan inspirere danske læsere til en spændende og anderledes rejse,” udtaler Niels Torm.
På Ølfestival 2026 kan gæsterne møde begge forfattere, få signeret bogen og smage et udvalg af de belgiske øl, der portrætteres i bogen – fra lambic og gueuze til blondes og trappistøl. Bogen kan forudbestilles på ølrejsen.dk og kommer i officielt salg den 1. juni 2026. Senere på sommeren bliver den tilgængelig på biblioteker og i de danske boglader.
Anmeldereksemplar: kontakt Kasper Mundt-Nielsen på kmn@ale.dk
Ølrejsen til Bruxelles & Antwerpen
Forlag: Bogforlaget Ølentusiasten
Sideantal: 148
Vejl. udsalgspris: 199,95
Om Bogforlaget Ølentusiasten
Bogforlaget Ølentusiasten er Danske Ølentusiasters bogforlag, etableret i 2025 med visionen om at hylde Øllets historie, kultur og mangfoldighed gennem inspirerende og informative udgivelser. Forlaget debuterede i maj 2025 med Ølrejsen til Prag – og andre tjekkiske byer.
Om Ølfestival
Ølfestival er Danske Ølentusiasters årlige festival og en af Nordens største ølbegivenheder. Festivalen samler danske og internationale bryggerier under ét tag og har siden 2001 været et omdrejningspunkt for den danske ølkultur. I 2026 afholdes festivalen 29. & 30. maj. Læs mere på Ølfestival.dk
