10. august 2026

|

Pressemeddelelse

Børneborgmester til nye københavnske skoleforældre: ”Velkommen i Danmarks bedste folkeskole”

I denne uge begynder flere tusinde nye børn på de københavnske skoler. Børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsager byder de mange nye børn og deres forældre velkommen til, hvad han kalder et “superattraktivt folkeskoletilbud”.

Børneborgmester til nye københavnske skoleforældre: ”Velkommen i Danmarks bedste folkeskole”
Af: Københavns Kommune Børne- og Ungdomsforvaltningen | Foto: Heine Pedersen (Pressefoto)

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Et nyt skoleår er over os, og i denne uge begynder godt og vel 4.500 nye elever i den københavnske folkeskole. For mange børn – og måske endnu mere deres forældre – byder disse dage derfor på mange tanker om, hvad den nye tilværelse som skolebarn og skoleforælder kommer til at indebære.

Ifølge Københavns børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsager (C) skal både forældre og børn glæde sig til det, der venter dem. Folkeskolerne i København er velfungerende og med plads til både leg og læring.

Det er helt naturligt, at skolestarten kan give sommerfugle i maven for både forældre og børn, men forældrene kan være helt rolige og sikre på, at de københavnske folkeskoler leverer høj kvalitet siger Jakob Næsager og uddyber:

Når et barn starter i den københavnske folkeskole, begynder en dannelsesrejse, hvor vi lægger vægt på både faglighed, trivsel og livsduelighed. Vores elever klarer sig flot og opnår et karakterniveau, der ligger over landsgennemsnittet. Hvis et barn har behov for støtte undervejs i skolegangen, har vi ressourcer og specialiserede medarbejdere, som kan hjælpe. De seneste år har vi investeret mere end en halv milliard kroner i vores skoler, så der nu er to voksne i rigtig mange lektioner. Vi har ansat overgangspædagoger, som hjælper med at gøre skolestarten tryggere, og vi renoverer løbende skolerne for at sikre moderne og inspirerende rammer og gode toiletfaciliteter forklarer børne- og ungdomsborgmesteren

Samtidig peger han på, at Københavns Kommune har en økonomi, der gør det muligt at give eleverne lidt mere end, hvad man måske tænker, folkeskolen kan tilbyde:

I København tilbyder vi gode frokostordninger på alle skoler, og vi har netop givet skolerne flere penge til at købe nye bøger. Vi kan tilbyde teateroplevelser og undervisning i eksterne læringsrum. Alt i alt synes jeg, vi har et superattraktivt folkeskoletilbud i København.

Arbejdet med at skabe de bedste skoler fortsætter

Han lover samtidig forældrene, at han og de andre politikere i Københavns Kommunes Børne- og Ungdomsudvalg vil fortsætte deres arbejde med at skabe de allerbedste rammer for de københavnske skolebørn.

Det er min helt klare ambition, at vi i København skal være danmarksmestre i børneliv, og det indebærer naturligvis også, at vi har Danmarks bedste skoler. Det er det mindset, jeg møder på arbejde med hver dag på Rådhuset.

Nøgleord
UndervisningBørn & ungePolitik
Event Information