Skip to main content
26. juni 2025

Biler for millioner ankommer til Tivoli på søndag

Nu på søndag d. 29. juni bliver en stor dag for enhver bilentusiast i Tivoli. Der bliver masser af eksklusive og milliondyre superbiler for øjet, som de fleste kun tør drømme om at eje.

Af: Tivoli | Foto: Tivoli
PRESSEMEDDELELSE

Squadball, der står bag arrangementet, lægger vejen forbi Tivoli med 20 eksklusive, milliondyre superbiler af mærker som; McLaren, Ferrari og Lamborghini.

Drømmebilerne ankommer til Tivoli kl. 13.00, hvor de nænsomt skal parkeres inde i forlystelseshaven til frit skue fra klokken 13:00 – 16:00.

Tivoligæster som besøger haven søndag d. 29. juni, får en unik mulighed for at opleve superbiler fra mærker som McLaren, Ferrari og Lamborghini helt tæt på. Helt eksklusivt har den danske bilproducent, Zenvo, også valgt at deltage med en af deres biler som hører under klassen ’Hypercar’. Bilen er en TSR-GT med en 5,8-liters twin-supercharged flat-plane V8 motor, som giver en topfart på 424 km/t.

Hvad er Squadball?

Squadball har kombineret luksus, eventyr og fællesskab siden den første tur fandt sted i 2021. Efterfølgende har det udviklet sig til en årlig begivenhed med ruter gennem Europas mest spektakulære landskaber, og nu kommer de for første gang til et event i Tivoli.

Squadball konceptet er vokset til en række af unikke oplevelser. Alt fra store rallies til eksklusive middage og nationale dagsevents.

Er man bilentusiast, eller ønsker man blot at se nogle helt eksklusive drømmebiler helt tæt på og få en snak med ejerne, så er det altså den 29. juni. Bilerne forlader Tivoli igen kl. 16:00.

Tivolis pressechef Torben Plank siger:

Det er nok de færreste af os, som ikke på et eller andet tidspunkt i livet har ønsket os at eje en rød Ferrari eller en potent Lamborghini. Nu har man chancen for at komme helt tæt på de flotte designbiler, og mon ikke der bliver taget en masse selfies med mange eksklusive samlet på et sted?.

Fakta:

Hvad: Udstilling af 20 eksklusive biler – McLaren, Ferrari og Lamborghini samt en super-hybridbil fra Zenvo. Kl. 13.00 kommer de store potente biler kørende ind i Tivoli
Sted: Tivoli i København
Dato: 29. juni
Tid: 13:00 – 16:00.