Skip to main content

Winter Pride Afterparty: Væk din indre isdronning til Frozen Fantasy Show

Dette års Winter Pride afterparty har temaet Frozen Fantasy Show og byder på en aften fyldt med comedy, drag, koncerter og selvfølgelig muligheden for at blive gennemvarm på dansegulvet.

Af: Copenhagen Pride | Foto: Johanna Hvidtved
Pressemeddelelse

Igen i år afholdes festen i Pressen, som forvandles til et frostklart Winter Wonderland. Aftenens vært er drag-queen Britney Corvette, kendt fra Klovn 2 og Absalons Drag Race. Hun kommer til at føre publikum trygt igennem aftenen – med et godt glimt i øjet undervejs.

Aftenen byder på masser af musik, og det bliver Camma, som står for at åbne showet. Dansk-nigerianske Camma er en musiker, TV-vært og influencer, der bl.a. har gæstet Carpark og Uhørt Festival. Hun debuterede på den danske musikscene i juni 2022 og fik radiosucces med sit nummer ”Vi ku’ tale om” og senere ”Hvad hjertet vil”. Hun er i øjeblikket aktuel med DR-serien “Camma bliver kendt”. En koncert med Camma bringer dig i det vildeste dansehumør, men giver også plads til sårbare øjeblikke.

Den danske alt-pop kunstner Asbjørn følger op med en hot performance fyldt med dansemusik. Med sin normbrydende popmusik har Asbjørn vundet hæder fra internationale medier som DIY Magazine, Highsnobiety og The Line of Best Fit, samt modtaget rygklap fra sin egen musikalske heltinde Lykke Li. Asbjørns musikvideoer er blevet set over 8 millioner gange på YouTube og hans tredje album Boyology udkom i 2022 på det tyske pladeselskab Embassy of Music – med Robyn, Björk og Moby som label-kammerater.

DAYYANI slutter showet af med et brag, når hun og hendes band indtager scenen med vild koreografi og høj-energiske pop-numre. Bag DAYYANI findes 24-årige Isabella Dayyani fra Aarhus, barnebarn af en persisk tæppehandler, der med sin inspiration fra sin opvækst med

mellemøstlig musikkultur bringer en imponerende musikalsk tyngde med ind i sit poppede univers med fuld skrue på diva-energi og glimt i øjet.

Efter showet fortsætter festen, når pop-mastermind DJ Entree spiller de hotteste tracks og sætter ild til dansegulvet. I løbet af festen leverer drag-superstjerne Philipina fabelagtige performances, og trioen The Arctic Winter Foxes indtager polestængerne med letpåklædt og erotisk gogo-dance.

Alt i alt er der altså lagt op til et brag af en aften – der er ingen dresscode, men hvis man har lyst, kan man komme klædt i sit mest frostklare blå, sølvfarvede eller glitrende outfit. Alle er velkomne til showet, så længe man har lyst til at fejre Winter Pride og være respektfuld overfor de andre gæster.

Der er Early Bird billetter til kun 150 kr. indtil den 1. februar. Man skal være fyldt 18 for at deltage i festen.

Winter Pride finder sted den 19.-24. februar med debatter, filmvisninger, Pride Night Live og meget mere i Huset-KBH. Det fulde program offentliggøres den 26. januar.

Information
Dato 24/02/2024 20:00
Arrangør Copenhagen Pride
Adresse Vester Voldgade 33
Postnummer 1552
By København
Pris Fra 150 kroner