Skip to main content

Tivoli inviterer til landets største udklædningsfest

Søndag den 26. oktober opfordrer Tivoli alle Havens gæster til at finde deres sjoveste eller mest uhyggelige kostume frem.

Af: Tivoli | Foto: Tivoli
PRESSEMEDDELELSE

Den særlige udklædningsdag er blevet en fast Tivoli-halloween-tradition, som især de svenske gæster har taget til sig. I år håber Tivoli at skabe landets største udklædningsfest midt i Haven.

Vis dit fineste eller mest skræmmede kostume frem

Både Spiderman, zombier, hekse, sygeplejersker – og alt derimellem – er velkomne, når Tivoli den 26. oktober inviterer til den traditionsrige ”Kom-klædt-ud-dag”.

Her kan gæsterne vise deres flotteste Halloweenkostumer frem og være med til at skabe en dag fyldt med gys, grin og sus i maven.

Udklædningen kan være uhyggelig, sjov, flot, fjollet, sød, grim, magisk – eller noget helt andet. Kun fantasien sætter grænser.

På dagen vil der blive delt slik ud til udklædte børn, og der vil være mulighed for ansigtsmaling til dem, der mangler det sidste touch til kostumet.

Læs mere om udklædningsfesten her.