27. oktober 2026

|

Pressemeddelelse

Visionær ejerleder bag populære street food-markeder: Jesper Julian Møller fra Julian Super Holding vinder Årets Ejerleder 2026 i Hovedstaden

Jesper Julian Møller fra Julian Super Holding ApS, der står bag bl.a. Reffen, Broens Street Food og Seaside Toldboden, er netop kåret som vinder af Årets Ejerleder 2026 i Hovedstaden. Som ejerleder har han skabt nogle af Københavns største og mest besøgte mad- og turiststeder, der tiltrækker mere end én million besøgende om året. Ejerlederen fik overrakt prisen ved en velbesøgt regionskåring i København.

Visionær ejerleder bag populære street food-markeder: Jesper Julian Møller fra Julian Super Holding vinder Årets Ejerleder 2026 i Hovedstaden
Af: PwC | Foto: PwC/via Ritzau

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Jesper Julian Møller fra Julian Super Holding ApS har fået tildelt prisen som Årets Ejerleder 2026 i Hovedstaden. Han står bag flere af byens mest populære street food-markeder som Reffen, Broens Street Food og Seaside Toldboden, som han har skabt ud fra ønsket om at skabe levende mødesteder og hjælpe andre kokke i gang med at blive selvstændige.

”Jesper har vist sig som en modig og vedholden ejerleder med en urokkelig tro på sine egne idéer. Trods udfordringer med at skaffe finansiering i opstartsfasen har han hele vejen igennem holdt fast i sin vision og formået at gøre den til virkelighed. Hans indsats har resulteret i etableringen af nogle af Københavns mest populære mad- og turistdestinationer,” siger Flemming Eghoff, partner i PwC i Hellerup, og fortsætter:

”For Jesper handler ledelse ikke kun om at skabe vækst og opbygge en robust forretning. Han har også en klar ambition om at skabe levende fællesskaber, tilbyde nye muligheder for andre selvstændige kokke og være med til at skabe flere arbejdspladser.”

Karismatisk iværksætter med stor virkelyst

Jesper blev en del af restaurationsbranchen allerede som 10-årig, hvor han var opvasker. Senere uddannede han sig til kok og arbejdede på en Michelin-restaurant i København. Hans karriere som restauratør og ejerleder begyndte med en forpagtning på Nationalmuseet, og han har siden løbende investeret i etableringen af nye street food-markeder.

”Jesper er en visionær og fremsynet ejerleder, der har formået at ramme en trend med en voksende interesse for street food. Det har været afgørende for, at han er lykkedes med at etablere et madunivers, der tiltrækker en million besøgende om året. Han har også løbende udviklet og ekspanderet virksomheden, seneste med et nyt initiativ på Gilleleje Havn,” fortæller Mads Pinstrup, forretningsdirektør ​for Jyske Bank i Hovedstaden.

Dansk Erhverv er heller ikke i tvivl om, at Jesper er den rette vinder af Årets Ejerleder 2026 i Hovedstaden:

”For Jesper er det vigtigt at skabe en kultur, der fremmer fællesskab og stærke relationer. Han har været med til at skabe nye arbejdspladser i København og opbygge en platform for gastronomi, der hjælper iværksættere ind på den københavnske madscene,” siger Natasha Brandt, kommerciel medlemsdirektør i Dansk Erhverv, og fortsætter:

Jesper har ikke kun været med til at styrke konkurrenceevnen i erhvervslivet med imponerende økonomiske resultater og vækst, men har også været en drivende kraft i at skabe levende mødesteder for både københavnere og turister.」

Om Julian Super Holding ApS

Julian Super Holding ApS står bag flere initiativer i den danske restaurationsbranche, heriblandt Reffen, Broens Street Food og Seaside Toldboden i København samt Storms Pakhus i Odense. Under ledelse af Jesper Julian Møller er virksomheden etableret ud fra visionen om at skabe et samlingspunkt for mad og kulturer fra hele verden. Virksomheden investerer løbende i både eksisterende street food-markeder og nye destinationer, senest med et nyt initiativ ved Gilleleje Havn.

De andre stærke konkurrenter til Årets Ejerleder i Hovedstaden:

Lene & Zarko Ahlmann Svensson fra ZP Group ApS (Hornbæk)

Lene og Zarko Ahlmann Svensson fra ZP Group ApS står bag den danske parfumevirksomhed ZarkoPerfume, der udvikler og producerer unisexdufte i Danmark. De har opnået betydelig vækst gennem ekspansion samt øget virksomhedens indtjening i tider præget af bl.a. sanktioner og geopolitisk uro. Ejerlederne har fået stor anerkendelse for deres brand med bl.a. priser ved Danish Beauty Awards og har indgået partnerskaber med væsentlige distributører og detailkæder i branchen. De prioriterer at balancere arbejde og fritid med en arbejdsuge på 30 timer for både dem selv og deres ansatte.

Emilie Sewerin Nicolaisen, Brian Kastberg Grün & Rasmus Boiden Madsen fra Madsen & Kastberg Gruppen A/S (Brøndby)

Emilie Sewerin Nicolaisen, Brian Kastberg Grün og Rasmus Boiden Madsen fra håndværksvirksomheden Madsen & Kastberg har skabt en markant vækstvirksomhed og sikret en solid indtjening i en branche præget af hårde markedsvilkår. Ejerlederne besidder stærke faglige kompetencer og en solid forretningsforståelse. De ønsker desuden at være synlige og nærværende som ledere og opbygge en kultur præget af tillid og respekt. Derudover har de investeret i nye forretningsområder, herunder forsikringsbranchen, der har medvirket til betydelig vækst.

Årets Hyldest 2026 i Hovedstaden

Helle Achilles, adm. direktør i Tiponi, er vinderen af Årets Hyldest 2026 i Hovedstaden. Tiponi tilbyder helhedsorienterede borgerforløb inden for bl.a. beskæftigelsesområdet, børne- og familieområdet og botilbud. Hun modtager Årets Hyldest for sin indsats med at gøre en forskel for mennesker, der falder uden for fællesskabet. Social ansvarlighed er en central del af Tiponi. Gennem helhedsorienterede indsatser hjælper Tiponi børn, unge og voksne til større trivsel, udvikling og livskvalitet. Helle er desuden engageret i at dele erfaringerne fra Tiponi ud over virksomhedens egne rammer for at sikre størst muligt effekt.

Event Information