05. november 2026

|

Pressemeddelelse

Vinderne af Danish Design Award er fundet – både den æstetiske detalje og de banebrydende samfundsløsninger hyldes

Blandt vinderne er et fødselsplaster, der modvirker bristninger, en stikprop til hjemmet, der både er funktionel og behager øjet, og en visuel identitet til en ny cirkusuddannelse. Feltet viser spændvidden i dansk design, og hvordan det kan skabe værdi på tværs af områder.

Vinderne af Danish Design Award er fundet – både den æstetiske detalje og de banebrydende samfundsløsninger hyldes
Af: Dansk Design Center | Foto: Nicolaj Springborg

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Torsdag aften blev syv danske designløsninger kåret som vindere af Danish Design Award på Nørrebro Teater i København. Her var designbranchen, erhvervslivet og landets designskoler samlet for at hylde de bedste danske designløsninger lige nu.

Vinderne kommer fra forskellige brancher og fagområder, men har det til fælles, at de gentænker det eksisterende og finder nye løsninger på velkendte udfordringer. Det sker på tværs af produkter, materialer, rum og grafisk design – fra små forbedringer i hverdagen til innovative måder at genbruge ressourcer og skabe værdi på.

Ifølge jurymedlem og institutleder på Det Kongelige Akademi, Anders Thulin, viser årets vinderfelt, at dansk design er i god form:

Der er en tydelig respekt for håndværket og et stort fokus på gentænkning, genanvendelse og bedre udnyttelse af materialer. I en tid, hvor alt går hurtigere, og teknologien kan mere, viser vinderne vigtigheden af at designe med intention og skabe løsninger, der gør en reel forskel for mennesker og samfund.

Vinderne af Danish Design Award 2026:

  • Kongernes Samling: En visuel identitet, der samler syv historiske slotte og museer i Danmark.

  • Copenhagen Contemporary Circus College: En visuel identitet til en ny cirkusuddannelse.

  • Søuld Acoustic Fragments: Akustikplader fremstillet af ålegræs og restmaterialer fra produktionen.

  • LKR Innovation House: En tidligere lagerhal omdannet til et innovationshus med over 50 pct. genbrugte materialer.

  • Norm K: En stikprop, der forener æstetik med øget brugervenlighed i hjemmet.

  • ReCraft (Young Ideas): Paneler, gulve og overflader fremstillet af affald fra nedrevne bygninger.

  • ASISU af OasiCare (Jury’s Selection): Fødselsplaster, der forebygger bristninger under fødslen.

Foto: Nicolaj Springborg

Fra nedprioriteret behov til prisvindende løsning

Jury’s Selection gik i år til løsningen ASISU, udviklet af virksomheden Oasicare – en pris, som juryen har mulighed for at tildele et projekt, der fortjener en særlig anerkendelse.

ASISU er et plaster, som jordemødre anvender for at mindske risikoen for bristninger under fødsel. Produktet fordeler trykket fra barnets hoved mod moderens væv og forebygger skader, som mellem 80 og 90 pct. af kvinder i dag oplever ved vaginal fødsel. Simuleringer viser, at produktet kan reducere maksimal vævsbelastning med op til 50 pct.

Ifølge medstifter af Oasicare, Ditte-Marie Fog Ibsen, har udviklingen af ASISU krævet innovation, som rækker langt ud over en enkelt disciplin:

I en startup har alle færdigheder værdi, lige fra design og ingeniørkundskaber til forståelse for forretningen og, vigtigst af alt, at forstå klinikeren, vi designer produktet til. Det kræver et dedikeret team at bringe alle perspektiver sammen for at skabe noget meningsfuldt. At vinde en Danish Design Award er en fantastisk anerkendelse af den fælles indsats og vores ambition om at gøre en reel forskel for kvinders sundhed.

Sammen med de øvrige vindere er ASISU med til at vise retningen for dansk design: løsninger og produkter, der forener innovation, æstetik og funktionalitet. Det er langtidsholdbart design med æstetisk appel, som skaber værdi for mennesker og samfund og samtidig styrker danske virksomheders position på markedet.

Læs mere om vinderne her.

Nøgleord
ErhvervKlima & miljøSundhed
Event Information