Fredag den 13. november tændes lysene på Tivolis største juletræ, og dermed åbner den 33. julesæson.
Haven pyntes med 80.000 julekugler og mere end en million lyspunkter, og gæsterne kan se frem til julemarked, det nye japansk-inspirerede Hikari-område, skøjtebane, Julemandens Hus og julemad på restauranterne. Der er gensyn med den anmelderroste juleballet Nøddeknækkeren, mens parodi-musicalen Titanique får danmarkspremiere i Glassalen med 18 af Celine Dions største hits.
Julesæsonen fortsætter i år ind i det nye år frem til den 3. januar 2027.
Julestemning
Tivoli byder på et klassisk juleunivers med julemarked, forlystelser, madoplevelser og juledekorationer. Tivolis største juletræ er udsmykket med 47.000 lyspunkter, og omkring træet kan gæster i alle aldre spænde skøjterne på skøjtebanen. Haven pyntes med over tusind juletræer og kilometerlange granguirlander, mens de oplyste hængepile langs Tivoli Søen danner kulisse for en vinterspadseretur.
Klassisk julemarked
Julemarked breder sig rundt i Haven med kunsthåndværk, nordisk julepynt, smykker og julegaver. Her finder gæsterne blandt andet trøjer, halstørklæder, vanter, mekaniske nisser og spilledåser, mens brændte mandler og æbleskiver sætter smag på besøget. Varerne kommer fra flere egne af Danmark, og markedet tiltrækker hvert år både danske og internationale gæster.
Tivolis nye Hikari møder dansk jul
Det nye Hikari-område er et japansk-inspireret forlystelsesunivers med arkitektur, streetfood, original japansk kunst og butikker. Her ligger Dæmonen sammen med de to nye forlystelser Hotel Hikari og Tyfonens Øje. De japansk-inspirerede haver og særlige lysuniverser skaber en vinteroplevelse, hvor dansk vinter for første gang møder japansk æstetik.
Gastro: Knystaforsen i Det Japanske Tårn
Den danske stjernekok Nicolai Tram og teamet fra Michelin-restauranten Knystaforsen flytter igen ind i Det Japanske Tårn med en gastronomisk oplevelse inspireret af svensk natur. Gæsterne kan se frem til svenske råvarer tilberedt over åben ild og retter som grillet porre med stenbiderrogn, vildt med skovens bær og sandart røget med enebær.
Nøddeknækkeren – årets juleballet for hele familien
I Tivolis Koncertsal er der gensyn med Nøddeknækkeren på 250-året for E.T.A. Hoffmanns fødsel. H.M. Dronning Margrethe står bag scenografien og kostumerne, Peter Bo Bendixen har skabt koreografien, og Tjajkovskijs musik fremføres af Copenhagen Phil. Det er syvende gang, Tivolis version af Nøddeknækkerenfra 2012 opføres i Koncertsalen.
Vind billetter til Jul i Tivoli
I samarbejde med Tivoli har LokalNyt København fået lov til at udlodde 2 x 4 entrebilletter og turpas til dig og din familie, så I kan opleve Juli Tivoli.
Du deltager ved at sende en mail til redaktion@lokalnytkoebenhavn.dk, hvor du skriver dit navn og fortæller, hvad du ønsker at opleve til Jul i Tivoli.
Skriv ‘Tivoli’ i emnefeltet.
Vinderne får direkte besked via mail den 12. november, hvor vi trækker de heldige – så skynd dig at deltage!
Billetterne kan ikke videresælges eller ombyttes, og de skal hentes personligt hos Tivolis Box Office. Præmien kan kun benyttes til Jul i Tivoli (som strækker sig fra 13. november til 3. januar), og billetterne skal således bruges senest den 03.01.27. Held og lykke!
