15. april 2025

|

Pressemeddelelse

Urpremiere i Tivoli: PULS indtager Glassalen

Når publikum den 31. oktober til 2. november træder ind i Glassalen, bliver de mødt af en verden af medrivende rytmer, bevægelse, livskraft og passion, når den prisvindende danser og koreograf Selene Muñoz præsenterer sin nye forestilling PULS, der har urpremiere under Halloween i Tivoli.

Urpremiere i Tivoli: PULS indtager Glassalen
Af: Tivoli | Foto: Lasse Salling

Del :

FacebookTwitterLinkedIn
Gennem rytmens rolle i forskellige verdenskulturer, minder dansk-spanske Selene Muñoz publikum om den fælles puls, der binder mennesker sammen, når hun sammen med danser ved Den Kongelige Ballet, MacLean Hopper, indtager Glassalen i Tivoli med den nye danseforestilling PULS. Selene Muñoz rykker ind i Glassalen med et hold af fantastiske kunstnere, hvor publikum bliver inviteret på en sanselig rejse med live-musik, elegant scenografi, smukke haute couture-kostumer og imponerende dans. Forestillingen har urpremiere den 31. oktober. Musikken til PULS er komponeret af de medvirkende kunstnere og fremføres live, kombineret med et dynamisk lydlandskab fra loop-effekter, der smelter stilarter og udtryk sammen til en nyskabende genre. Danse- og musikforestillingen udforsker rytmens universelle kraft gennem fire intense scener bestående af en nordisk, japansk, spansk og en universel inspireret scene. Scenografien er elegant og minimalistisk, og kostumerne er skabt som haute couture, der understøtter forestillingens visuelt imponerende udtryk. PULS er anden del af den anmelderroste forestilling 7SENSES fra 2021, men kan opleves separat. Efter forestillingerne i Glassalen skal forestillingen på turné. Selene Muñoz siger om forestillingen:
Når dans og musik smelter sammen i symbiose, skabes der en energi så stærk, at det kan transcendere ord. En oplevelse, der skal føles og mærkes live – som et rytmisk hjerteslag, der forener os som mennesker og forbinder os med naturen. Dette er ikke kun kunstens kraft, men også dens essens: At samle, forene og inspirere. Som kunstner lever og ånder jeg for at skabe nærværende oplevelser, der kan inspirere.
Den dansk-spanske danser og koreograf fortsætter og siger:
Min drivkraft er at kanalisere symbiosen mellem dans, musik, rytmer og æstetik, hvor kunstnere og publikum sammen kan skabe en stærk forbindelse og unik oplevelse. Jeg tror på at kunsten og kulturen er en af de vigtigste platforme for social dialog, refleksion og inspirerer til at gribe livet. Med min nye forestilling, glæder jeg mig til, sammen med et fantastisk hold af kunstnere, at vække publikums indre puls og sætte dem i bevægelse gennem rytmens kraft.
Frederik Wiedemann, kulturdirektør i Tivoli, siger om PULS:
Det er altid noget særligt at præsentere en urpremiere i Glassalen, og med PULS får vi en forestilling, der taler direkte til sanserne med bevægelse, musik og æstetik. Selene Muñoz er en kunstner med en særlig evne til at skabe nærvær og energi på scenen med rytmens universelle sprog. Vi glæder os derfor til at byde publikum indenfor til en medrivende og sanselig oplevelse, hvor Glassalen forvandles til et levende rum fyldt med poesi, passion og PULS.
Blå bog:
Dansk-spanske Selene Muñoz er vokset op i Spanien og på Amager. Hun har vundet priser og legater for hendes unikke stil. Hun blander klassiske linjer med et moderne udtryk og skaber æstetiske og kraftfulde forestillinger. Selene har optrådt på prestigefyldte venues, bl.a. Guggenheim Museum i New York, World Expo i Shanghai, Reina Sofia Museum i Madrid, Grieghallen i Norge. I 2012 blev hun Reumert-nomineret som `Årets danser ́. Hun har optrådt ved H.M. Dronning Margrethes 75-års fødselsdag og senest ved H.M. Dronning Margrethes 50-års Regeringsjubilæum og politikernes hofbal på Christiansborg Slot. I 2021 pegede CPH Culture på Selene Muñoz som Sæsonens danser 2020/21, mens hun i 2024 blev kåret som Årets Danser af CPH Culture.

Galleri

Event Information