03. november 2026

|

Pressemeddelelse

Unge mænd vil gerne sige fra over for sexisme: De skal ikke stå alene

Mandlige lærlinge og elever vil gerne støtte kolleger og reagere på grov tone, sexisme, seksuel chikane og grænseoverskridende adfærd.

Unge mænd vil gerne sige fra over for sexisme: De skal ikke stå alene
Af: KVINFO | Foto: Via Ritzau - KVINFO

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Men hierarkier, omgangstone og frygten for at blive stemplet som besværlig kan gøre det svært at omsætte gode intentioner til handling. Det viser en ny rapport fra KVINFO.

Rapporten bygger på projektet Respekt i fællesskab, som KVINFO har gennemført sammen med 3F, Dansk Metal og HK.

En central indsigt er, at unge mænds tavshed i forhold til sexisme og dårligt arbejdsmiljø ikke skal forstås som accept. Mange befinder sig nederst i arbejdspladsens hierarki og er afhængige af mere erfarne kolleger og ledere for at lære deres fag og blive en del af fællesskabet på lære- eller arbejdspladsen. Flere af de unge mænd udtrykker frygt for sociale og faglige konsekvenser, hvis de udfordrer en kollega med højere status. En del af dem frygter simpelthen at miste lærepladsen hvis de siger fra.

Samtidig viser undersøgelser, at netop et godt arbejdsmiljø vejer tungere hos medlemmer af Dansk Metal end både løn og ledelse.

Vil gerne sige fra – men hvordan?

Projektet viser samtidig, at mange unge mænd har et stærkt ønske om at gå imod grænseoverskridende adfærd.

Deltagere fortæller, at de har sagt fra over for sexistiske og homofobiske kommentarer, støttet kolleger og hjulpet andre ud af ubehagelige situationer. Men nogle har også mærket konsekvenserne af det, og mange efterspørger konkrete og realistiske måder at reagere på.

Hverdagssexisme skal tages alvorligt

Projektet peger ligeledes på en tæt sammenhæng mellem hverdagssexisme og seksuel chikane. Seksualiserede jokes, nedladende kommentarer om andres køn og homofobiske skældsord kan blive opfattet som 'bare' en del af omgangstonen.

Men når den type adfærd bliver så almindelig, at den kommer til at føles ‘normal’, bliver det vanskeligere at gribe ind – også hvis en situation udvikler sig til egentlig seksuel chikane.

Forebyggelse begynder derfor i hverdagen og handler også om de normer, der bestemmer, hvad man forventes at ville acceptere.

Gode allierede for både kvinder og mænd

Det er en vigtig ligestillingspointe, at unge mænd ikke kun skal betragtes som mulige allierede for kvinder. Unge mænd oplever også selv mobning og hård jargon. Arbejdet for ligestilling skal derfor både engagere unge mænd som en del af forandringen og tage deres egne erfaringer, grænser og trivsel alvorligt.

På baggrund af de unges egne erfaringer har de i workshops været med til at udvikle et dialogspil og en række korte videoer. Begge dele tager udgangspunkt i hverdagssituationer og foreslår forskellige handlemuligheder. De to redskaber kan bruges som en slags øvebane, så det kan blive lettere at markere en grænse, støtte en kollega, følge op efter en episode eller hente hjælp hos andre, fordi man har prøvet det i for eksempel et spil.

Citat, Henriette Laursen, direktør i KVINFO:

Respekt i fællesskab viser med tydelighed, at ansvaret for et godt og chikanefrit arbejdsmiljø ikke kan lægges på den enkelte lærling eller elev. Arbejdspladser, erhvervsskoler, fagforeninger, ledere og tillidsvalgte skal skabe rammer, hvor det er trygt og legitimt at reagere. Respekt og at være en god allieret er et ansvar for alle – og de unge mænd i projektet viser, at de rigtig gerne vil være med til at tage det.

Citat, Lene Krabbe Dahl, forbundssekretær i 3F

”Jeg synes faktisk, vi skal lytte til de unge. De accepterer ikke bare, at en grov tone, mobning eller sexisme skal høre med til det at gå på arbejde. De vil have stærke faglige fællesskaber, hvor man også passer på hinanden, og det skal vi bakke dem op i. For det kan være svært at sige fra, når man er ny og stadig skal finde sin plads. Derfor er Respekt i fællesskab vigtigt. Det giver de unge redskaber til at reagere, støtte en kollega og sige fra, når noget ikke er i orden.”

Citat, Majken Baarstrøm Kidmose, forbundssekretær Dansk Metal

”I Dansk Metal mener vi, at alle skal kunne gå på arbejde og føle, at de hører til. Ingen skal opleve, at en hård tone er noget, man skal finde sig i for at være en del af fællesskabet. Det kan være svært at sige fra, især hvis man er lærling, ny på arbejdspladsen eller den yngste på værkstedet. Med Respekt i fællesskab giver vi tillidsvalgte og medlemmer konkrete redskaber til at støtte hinanden og handle, når grænsen bliver overskredet. Vi skal have arbejdspladser med plads til alle, hvor vi passer på hinanden og bidrager til en god kultur i hverdagen. Respekt kommer ikke af sig selv. Den skaber vi sammen.”

Citat, Sofie Berg Axelsen, forbundsnæstformand i HK

”Hvis vi vil skabe en arbejdspladskultur uden seksuel chikane og grænseoverskridende adfærd, skal unge mænd ikke stå på sidelinjen og høre på, at de er en del af problemet. De skal inviteres med som en del af løsningen. Vi skal give dem rum til at sige fra, redskaber til at handle, når de ser noget, som er forkert og fællesskaber, hvor det er trygt at gøre det i. For kulturforandring sker ikke ved at pege fingre ad hinanden – den sker, når vi løfter den sammen.”

Projektet Respekt i fællesskab er finansieret af Alliancen mod seksuel chikane under Ligestillingsministeriet.

PROJEKTET RESPEKT I FÆLLESSKAB LANCERES TIRSDAG DEN 3. NOVEMBER 2026 KL. 14.30-15.30. MINISTER FOR BESKÆFTIGELSE OG LIGESTILLING OG UNGE DELTAGERE FRA PROJEKTET VIL VÆRE TIL STEDE.

ADRESSE:

KVINFO Christians Brygge 3 1219 København V.

Nøgleord
ArbejdsmarkedBørn & ungeUndervisning
Event Information