Det var et særdeles groft overfald, og vi har i retten fremlagt dokumentation for, at det skyldtes de forurettedes seksuelle orientering. Derfor er jeg tilfreds med, at retten på den baggrund har skærpet fængselsstraffene til de tre dømte, siger anklager Sebrina Blaaberg.
Tre mænd dømt for hadmotiveret overfald
To mænd på 18 år og en mand på 20 år er idømt fængselsstraffe for vold mod to mænd på Rådhuspladsen nytårsnat 2023-24.
Retten har fundet, at overfaldet var en hadforbrydelse med baggrund i de forurettedes seksuelle orientering.
Nytårsnat 2023-24 traf gerningsmændene de to forurettede mænd på Rådhuspladsen. De kom med homofobiske tilråb mod mændene og overfaldt dem derefter med adskillige slag, spark og tramp på kroppen og i hovedet.
Tirsdag har Københavns Byret kendt de tre mænd skyldige i grov vold mod den ene forurettede og vold mod den anden.
Den ene af de dømte, en 18-årig mand, filmede overfaldet og delte det efterfølgende på et socialt medie.
Han er derfor kendt skyldig i overtrædelse af straffelovens § 264 d, som gør det strafbart at dele billeder eller video af personer under omstændigheder, der åbenbart kan forlanges unddraget en bredere kreds – i dette tilfælde personer, der bliver udsat for vold.
