Juleshows med grønne og røde farver
Traditionen tro byder Jul i Tivoli – blandt meget andet – på stemningsfulde fyrværkerishows. Og Tivolis fyrværker gennem 19 år har i år to nye og særligt ”julede” shows i julesækken. Til de to shows den 25. og 26. er der skruet op for højtidens stemning med to forskellige finaler i henholdsvis grønne og røde farver. Og det er en fyrværker med selvtilliden i orden, der farvelægger himlen over Tivoli denne jul. Gunnar B. Knudsen vandt nemlig guld i sommer ved den i den ikoniske spanske San-Fermin-festival i Pamplona, hvor verdens bedste fyrværkere dyster om at skabe de mest spektakulære shows, ligesom han også tog 1. pladsen i Belgien, til dette års Knokke Heist Festival. Den 25. og 26. december disker den prisvindende fyrværker op med to helt særlige, julede og meget forskellige julefyrværkerishows som en stemningsfuld afslutning på juledagene. Julefyrværkeriet kan opleves begge dage klokken 21:30.Året sluttes af med et spektakulært bang, der kan ses i store dele af København
Til nytårsaften bringer Gunnar B. Knudsen vanen tro også det helt store udtræk – til glæde for såvel Tivolis gæster som hele København – når året sluttes af med en spektakulær fyrværkeri-finale klokken 23.00. Der er altså god tid til at opleve Tivolis store fyrværkerishow – som er Københavns største - inden man skal springe ind i det nye år. Fyrværker Gunnar B. Knudsen siger om julens tre shows:For en fyrværker i Danmark bliver det ikke større end at stå for fyrværkeriet i Tivoli nytårsaften. Det er simpelthen det største. Jeg har da også et fantastisk show med til årets sidste aften i år, som er inspireret af mit prisvindende show i Pamplona. Til juleshowene i år har jeg lagt et par særlige finaler ind, som hylder julens farver; grøn og rød. Det bliver to meget forskellige shows, så man kan roligt komme og opleve dem begge. Jeg håber, at mine shows kan underholde og forbløffe – både de almindelige gæster og fyrværkerientusiasterne, og jeg glæder mig til igen at skabe hygge og magi henover julen i Tivoli.
