Et vellykket år
Tivoli-året begyndte med fem åbningsdage i januar, der forlængede julestemningen og fortsatte fra 4. april med sommersæsonens klassiske påsketema. Gæsterne samledes om både forlystelser og store kulturoplevelser, hvor forestillingerne, Fredagsrock, LørdagsHits, Tivoli Have‑ og Blomsterfestival og Tivoli Food Festival tiltrak mange gæster. Det klassiske musikprogram oplevede publikumsfremgang og stod stærkt med internationale navne som Rolando Villazón, András Schiff og Angel Blue samt Tivolis internationale balletgalla. Året bød også på kunstoplevelser i samarbejde med CHART og et nyt kunstværk i Haven, Maria Rubinkes Sleeping Beauty. Nimb Hotel oplevede høj belægning, og med en god sensommer, en udvidet halloweensæson og en velbesøgt julesæson sluttede året med besøgsfremgang i Tivoli samlet set. Tivolis adm. direktør, Susanne Mørch Koch siger:Resultatet for 2025 er meget tilfredsstillende og vidner om en stærk kommerciel udvikling kombineret med en målrettet omkostningsstyring. Det giver os et solidt udgangspunkt for de investeringer, der skal udvikle Tivoli videre. I sommeren 2026 åbner forventeligt et spektakulært tematisk område – den største samlede investering i et forlystelsesområde i Tivolis historie med nye oplevelser, madkoncepter og forlystelser. Samtidig fortsætter vi med at styrke Tivolis kultur- og koncertprogram. Vi har i de senere år investeret målrettet i både gæsteoplevelsen og i Havens udvikling, og i år kulminerer det med bl.a. et stærkt program af danske og internationale kunstnere og 15 Michelin-stjerner samlet i Haven. Ambitionen er fortsat klar: at skabe oplevelser, der sætter København på verdenskortet – og hvor tradition og fornyelse mødes, når gæster fra hele verden besøger Tivoli.
