Bilparade og udstilling
Klokken 12.00 kan gæster opleve en bilparade gennem Haven, hvor 27 ægte amerikanske biler fra 1940’erne, 1950’erne, 1960’erne og 1970’erne kører ind ad Hovedindgangen og vil holde parkeret rundt omkring i Haven. Det er blandt andet muligt at opleve mærker som Ford, Chrysler, Buick, Cadillac, Oldsmobile og flere. Disse smukke biler vil være tilgængelige for nærmere besigtigelse frem til klokken 21.00, hvor man kan læse informationer om bilens historie og møde ejerne, inden de vil køre paradekørsel ud af Tivoli ved Tietgensgade.Amerikanske hits på Plænen
Musikelskere kan se frem til en særlig oplevelses på Plænen, hvor Annette Heick sammen med Zindy Laursen, der tordnede ind på hitlisterne sammen med Cut ’N’ Move i 1992, og Michael Carøe, entertaineren der altid formår at underholde sit publikum, inviterer gæster til at synge med på nogle af de mest ikoniske pophits, der er en del af den amerikanske sangskat. Gæster kan forvente en aften i Tivoli med sus, swing og store sange i selskab med de tre danske artister, hvor kapelmester Peter Jensen og Tivolis Salonorkester sørger for musikken. Fællessangkoncerten begynder klokken 19.00. Zindy Laursen siger:Jeg elsker Tivoli. Det er et stykke dansk kultur. Jeg spillede der for første gang i 1994 med Cut'N'Move og det var en af de største oplevelser i hele mit liv. Så i år er det faktisk 30 år siden jeg spillede der første gang. Det er meget specielt at stå på scenen og se den ikoniske baggrund, som Tivoli har.Michael Carøe siger:
Jeg ser virkelig frem til at fejre 4th of July på Plænen i Tivoli. Det bliver en aften fyldt med de bedste amerikanske sange, og jeg glæder mig utrolig meget til at stå på scenen sammen med Annette og Zindy og synge sammen med alle gæsterne. Vi vil sørge for, at aftenen bliver særlig, så kom endelig, og syng med.
