13. november 2025

|

Pressemeddelelse

Stort H.C. Andersen år: 7-årige Julian fra København SV skal danse i stor juleballet foran tusindvis af mennesker

7-årige Julian Erik Rudloff fra København SV kan se frem til en oplevelse ud over det sædvanlige, når Julian i november og december træder ud på scenen som danser i Tivolis Koncertsal foran tusindvis af mennesker som en del af Tivolis store juleballet Snedronningen.

Stort H.C. Andersen år: 7-årige Julian fra København SV skal danse i stor juleballet foran tusindvis af mennesker
Af: Tivoli | Foto: Henrik Steenberg

Del :

FacebookTwitterLinkedIn
Hovedkræfterne bag juleballetten er Oh Land, som har skabt musikken, koreograf Yuri Possokhov og scenograf og kostumedesigner H.M. Dronning Margrethe, så Julian kommer til at være iført Dronning Margrethes kreationer. Nyklassikeren Snedronningen bygger på H.C. Andersens tidløse eventyr om Gerda og Kays mange prøvelser og den iskolde snedronning og bliver opført på 220-året for H.C. Andersens fødsel og 150-året for hans bortgang. Til daglig går 7-årige Julian fra København SV i 1. klasse på Sluseholmen Skole, men snart træder han ind på scenen foran tusindvis af spændte publikummer, når Tivolis store juleballet Snedronningen bliver opført i Tivolis Koncertsal.
Én af tre drenge
Iført Dronning Margrethes kostumer kommer Julian til at danse rollen som sneboldskæmpende barn i et snedækket København sammen med 36 professionelle balletdansere fra 11 forskellige lande. Julian er kun et af 27 børn fra Tivoli Balletskole, som er blevet udvalgt til at spille med i Snedronningen, der kan opleves fra den 27. november til den 21. december i Tivolis Koncertsal under Jul i Tivoli. 7-årige Julian er en af kun tre drenge, som danser med i Snedronningen, men han elsker at danse ballet og stå på scenen. Julian Erik Rudloff fra København SV glæder sig til at være en del af Snedronningen og siger:
Jeg glæder sig til at være med i sneboldkampen på scenen med de andre børn og til at være med i forestillingen med de voksne dansere og stå på scenen!
Snedronningen vender tilbage i H.C. Andersen jubelår
I 2019 blev Tivolis version af juleballetten om den onde snedronning mødt med begejstring fra anmeldere og publikum, og siden har over 77.000 besøgende oplevet Gerda og Kays eventyrlige rejse og kamp mod den isnende snedronning. H.C. Andersen blev født i 1805, så i år er det 220-året for hans fødsel, mens det er 150 år siden, at han gik bort i 1875. Tivolis udgave af Snedronningen er derfor i år også en særlig markering og hyldest af en af Danmarks mest kendte og elskede forfattere. Peter Bo Bendixen, balletchef i Tivoli, siger om hyldeståret for H.C. Andersen:
Snedronningen er blevet en nyklassiker – en ballet, der på smukkeste vis forener H.C. Andersens eventyrlige fortællekunst med Jul i Tivolis magiske stemning. I år får Snedronningen en særlig betydning, fordi forestillingen falder sammen med 150-året for H.C. Andersens død. Han kom selv i Tivoli, og derfor føles det naturligt og at fejre ham ved at opføre hans eventyr. Snedronningen kan opleves af både erfarne balletelskere og af gæster, der måske ser ballet for første gang, og som vil lade sig fortrylle af både scenekunsten og den funklende julepyntede forlystelseshave.
Et isnende eventyr om kærlighed, mod, ondskab og uskyld
"Se så! Nu begynder vi," lyder de første ord i det verdenskendte eventyr. Historien følger Gerda og Kay, to børn, hvis venskab sættes på prøve, da Kay rammes af en splint fra et magisk spejl og bliver bortført af den kølige og mystiske snedronning. For at redde ham begiver Gerda sig ud på en farefuld rejse fyldt med udfordringer. Undervejs oplever hun fortryllede haver, møder prinser og røvere og står over for svære valg, inden hun når frem til snedronningens ispalads.
En ulykkelig forelskelse fra H.C. Andersens eget liv
Det verdenskendte eventyr udsprang efter sigende af H.C. Andersens egne følelser for den svenske sopran Jenny Lind. Da Andersen mødte Jenny Lind i 1843, blev han dybt betaget, og hendes afvisning af hans kærlighed menes at have inspireret til den iskolde snedronning, der fortryller den uskyldige Kay. Men historien er mere nuanceret. Teoretikere har argumenteret for, at Jenny Lind ikke kun inspirerede til den kolde snedronning, men også var inspirationen til den varme og kærlige Gerda. Ifølge fortolkninger symboliserer Gerda de beundringsværdige træk hos Jenny Lind, som Andersen holdt allermest af. Gerda repræsenterer den urokkelige loyalitet og den rene, uskyldige kærlighed, der til sidst smelter isen i Kays hjerte. Eventyret er derfor både en fortælling om knust kærlighed og en dyb beundring for den samme kvinde. På Museum Odenses hjemmeside kan man læse mere om symbolikken i eventyret.
36 dansere ifører sig 546 håndlavede kostumedele
36 professionelle balletdansere fra Tivoli Balletteater fra 11 forskellige lande, blandt andet Italien, Frankrig, USA, Canada, Mexico og Ukraine, er en del af forestillingen. Der bliver brugt i omegnen af 200 tåspidssko, mens danserne er iført 546 kostumedele i løbet forestillingsperioden fra den 27. november og frem til den 21. december. Hovedkræfterne bag nyklassikeren er Oh Land, som har skabt musikken, koreograf Yuri Possokhov og scenograf og kostumedesigner Dronning Margrethe. Da Snedronningen blev skabt udfordrede det kreative hold bag forestillingen både sig selv og hinanden, og resultatet blev Tivolis største og dyreste balletopsætning nogensinde og en fortælling om tab, venskab og det evige opgør mellem godt og ondt, lavet til at fylde Tivolis Koncertsals store scene. Juleballetten opføres under Jul i Tivoli, og det er blevet en fast tradition for mange familier at se årets store juleballet i Tivolis Koncertsal.
Event Information