26. marts 2025

|

Pressemeddelelse

Snedkerlærlinge fra København skruede i går håndværk sammen med historie

Elever fra bygningssnedkeruddannelsen på erhvervsskolen NEXT i Nordvest var med til at bygge en rullende formidlingsvogn om modstandskampen i samarbejde med Frihedsmuseet og Frøslevlejren.

Snedkerlærlinge fra København skruede i går håndværk sammen med historie
Af: Frihedsmuseet | Foto: Marie Schmidt Appel/NEXT

Del :

FacebookTwitterLinkedIn
Det var en lidt anderledes skoledag, eleverne på bygningssnedkeruddannelsen fra NEXT mødte ind til i går. Der var nemlig ikke kun fokus på håndværk, men i den grad også på historie – nærmere bestemt historien om Danmarks besættelse og modstandskamp. NEXT er sammen med fire andre erhvervsskoler landet over med i et lidt utraditionelt samarbejde med Frihedsmuseet og Frøslevlejren. I fællesskab skal eleverne med hver deres erhvervsfaglige kompetencer nemlig bygge en del af en rullende formidlingsvogn om den danske modstandskamp som optakt til 80-året for befrielsen 5. maj. I en tid hvor mange unge synes, fremtiden tegner sort med klimakrise, mistrivsel og en tiltagende usikker verden, kan det være nyttigt at finde inspiration i fortiden. Derfor skal modstandsvognen indeholde forskellige historier, hvor unge i dag kan få viden om og blive inspireret af besættelsens unge og deres kamp for en bedre verden. En kamp der ofte krævede erhvervsfaglige kompetencer, når de unge modstandsfolk skulle udvikle innovative, kreative ideer til at bekæmpe Hitler – for eksempel at bygge gemmesteder til illegale beskeder eller lave hemmelige kodesystemer.
Sjovt fællesskab
En af de elever, der var med til at bygge på modstandsvognen, er 28-årige Josefine Agerholm:
Jeg synes, det er motiverende at være med, fordi det er et sjovt, anderledes og kreativt projekt, hvor vi kan afprøve noget af det, vi har lært i den virkelige verden. Det er også sjovt at lave et produkt, som bliver udstillet, og som vi er flere om at lave sammen, siger hun.
Eleverne fra NEXT og de fire andre erhvervsskoler bygger formidlingsvognen færdig i løbet af marts. 5. maj – på 80-året for Danmarks befrielse – vil den færdige vogn blive officielt indviet på Frihedsmuseet. I løbet af efteråret vil den køre rundt i hele landet til skoler og kulturinstitutioner. Her vil skoleelever og andre interesserede blive inviteret indenfor og via stærke audiooplevelser, historier om unge modstandsfolk og deres innovative opfindelser forhåbentlig finde inspiration og ny viden. Projektet er støttet af Spar Nord Fonden.

Galleri

Event Information