28. juni 2026

|

Pressemeddelelse

Skybrud kan være på vej mod hovedstadsområdet

DMI har varslet lokale skybrud søndag den 28. juni fra ca. kl. 1.40 til omkring kl. 12 i hovedstadsområdet. HOFOR, Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, opfordrer til ekstra opmærksomhed, da veje kan blive oversvømmet og kloakdæksler kan løsne sig. Undgå desuden kontakt med spildevand og undgå at bade i havnebade og ved bynære strande.

Skybrud kan være på vej mod hovedstadsområdet
Af: HOFOR A/S | Foto: HOFOR A/S/via Ritzau

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Et skybrud kan være på vej til hovedstadsområdet. Derfor opfordrer HOFOR alle til at færdes forsigtigt, da veje og pladser kan blive oversvømmet. HOFOR opfordrer til at sikre værdier i kældre og andre udsatte steder.

Rammer skybruddet er der tre vigtige forholdsregler, man som borger skal være opmærksom på:

  • Undgå kontakt med kloakvand
  • Undgå at bade i havn eller bynære strande
  • Pas på løse kloakdæksler

Forebyg skader

Ved skybrud er især kældre meget udsat for, at vand kan trænge ind, så det er en god ide at passe på ting i kælderen eller andre udsatte steder ved boligen. Luk døre, vinduer og ventilationshuller især i kælderen. Tjek også afløb og tagrender, så vandet kan løbe frit. Er der værdier i kælderen, anbefales det at fjerne dem fra gulvhøjde. Endelig kan det også være en god ide at anskaffe sandsække, som kan være med til at holde vandet væk.

Pas på ejendom og kælder, før vandet rammer

Selv i sidste øjeblik er der nogle ting, du kan gøre for at begrænse skaderne, hvis et skybrud rammer dit område:

  • Luk vinduer og døre. Ved skybrud kan vandet komme ind af både tagvinduer, vinduer i facaden og især vinduer og døre i kælderen.
  • Luk ventilationshuller i ydervæggene. Er der huller i ydervæggen, som er placeret tæt på terræn, bør du lukke dem – fx med en krydsfinerplade.
  • Tjek afløb og tagrender. Undersøg om tagrenderne er fri for blade og andet, der kan hindre vandet i at løbe frit.
  • Sikker opbevaring i kælderen. Kloakvand kan trænge ind i kælderen, så tingene skal helst stå løftet fra gulvet på fx stålreoler, som kan desinficeres.
  • Brug sandsække. Du kan stoppe en del vand i at trænge ind i boligen ved at lægge sandsække eller plastiksække med jord ved udsatte steder.

HOFOR klimasikrer byerne

Klimaforandringerne betyder mere regn og flere skybrud. HOFOR arbejder sammen med København og kommunerne i hovedstadsområdet om at klimasikre hele hovedstadsområdet.

I København er der fx allerede lavet en række større skybrudstunneler, der skal være med til at fjerne vand fra byerne, når skybruddet rammer. HOFOR har også lagt klimariste, nødafløb til havnen samt skybrudsporte, der åbner automatisk ved stort pres i kloakkerne. HOFOR udbygger desuden kloaksystemet, og sørger for sammen med kommunerne at opsamle regnvand i parker og på større pladser.

Udover de kollektive indsatser, som HOFOR i samarbejde med kommunerne foretager, kan man også som privatperson gøre en række ting for at sikre sig mod vandmængderne.

Læs mere: Gode råd ved skybrud

Nøgleord
Klima & miljøKommuneBolig & have
Event Information