10. august 2026

|

Pressemeddelelse

Shu-bi-dua 2.0 fejrer Hvalborgs 50-års fødselsdag med strygere, blæsere og kendt gæst

Shu-bi-dua 2.0 fejrer Hvalborgs 50-års fødselsdag til årets sidste LørdagsHits i Tivoli 22. august med strygere, blæsere og Mick Øgendahl som gæst.

Shu-bi-dua 2.0 fejrer Hvalborgs 50-års fødselsdag med strygere, blæsere og kendt gæst
Af: Tivoli | Foto: Peter Troest

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Hvalborg, Står på en Alpetop, Danmark, Fed Rock, Den røde tråd og Vuffeli-Vov er blot nogle af de sange, som gennem generationer har gjort Shu-bi-dua til en fast del af danskernes musikalske fællesskab. Til LørdagsHits Den 22. august får Hvalborg lov til at spille en helt særlig rolle, for netop i år fylder sangen 50 år. Hvalborg kom nemlig til verden på Shu-bi-duas tredje album Shu-bi-dua 3 fra 1976.

Forsanger Jørgen Thorups yndlingssang er netop Hvalborg, og han siger med et smil på læben:
Hvalborg er jo en af vores største sange, og vi fejrer Hvalborgs 50-års fødselsdag den 22. august. Måske bliver Hvalborg fejret med en kæmpe lagkage. Det bliver en vild lagkage, måske med 50 hvaler eller 50 fiskefrikadeller. Det er min yndlingssang, og jeg elsker at synge den hver gang. Publikum elsker den også, og de synger nærmest hele sangen selv.

Og Hvalborg er ikke kun en sang, der får publikum til at synge med. Den kan også fremkalde stærke følelser.

Michael Hardinger, der var medstifter af Shu-bi-dua for mere end 50 år siden, uddyber:
Når vi spiller Hvalborg, sker det faktisk, at folk fælder en tåre, når Hvalborg dør. Det er en meget elsket sang om en meget elsket hval, så Hvalborgs 50-års fødselsdag skal da fejres.

Til årets LørdagsHits-afslutning bliver Shu-bi-dua 2.0 udvidet med fire strygere og tre blæsere, så de folkekære sange får nye musikalske dimensioner.

Bandets bassist Kim Daugaard fortæller:
Det bliver en helt særlig aften, fordi vi har valgt at tage strygere og blæsere med på scenen, så jeg glæder mig meget. Det bliver en helt speciel oplevelse, både for os og publikum, og så er det altid en kæmpe oplevelse at spille i Tivoli.

Mick Øgendahl kommer med på scenen

Der venter også publikum en overraskelse, når komikeren Mick Øgendahl gæster koncerten. Hvad han præcis kommer til at lave, ved Shu-bi-dua 2.0 faktisk heller ikke selv.

Bandets forsanger Jørgen Thorup siger: 
Mick Øgendahl er gæst og god ven af bandet, og han vil gerne overraske, så vi kan ikke rigtig sige, hvad han kommer til at lave. For vi ved det faktisk ikke selv! Så vi er faktisk lige så spændte som alle andre.

Mick Øgendahl er erklæret Shu-bi-dua-fan og siger:
Shu-bi-dua har været mit musikalske baggrundstæppe i min barndom. Igennem mine forældres LP-samling åbnede Shu-bi-dua mine øjne for ordleg og humor. Måske var det et skjult forvarsel for min egen karriere.

Shu-bi-dua 2.0 blev genoplivet i 2023 i anledning af Shu-bi-duas 50-års jubilæum og består i dag af grundlæggeren Michael Hardinger, forsanger Jørgen Thorup, Kim Daugaard på bas, Flemming Olsen på trommer, Rasmus Schwenger på keyboard samt B-Joe Johansen på guitar.

Shu-bi-dua har efterhånden et særligt forhold til Tivoli. Bandet har siden 1997 gæstet Plænen hele otte gange til Fredagsrock, mens de allerede i 1992 skabte overskrifter med en legendarisk koncert iført bleer. Året efter var Shu-bi-dua med til at fejre Tivolis 150-års jubilæum. Tivoli blev derfor også stedet, da bandet for første gang optrådte under navnet Shu-bi-dua 2.0 i 2023, hvor de også den gang spillede til LørdagsHits.

Koncerten den 22. august bliver samtidig fjerde gang, Shu-bi-dua 2.0 lukker LørdagsHits og markerer afslutningen på årets række af lørdagskoncerter, der blandt andet har budt på navne som Kool & the Gang, Birthe Kjær, Alberte, Four Tops og The Temptations.

Koncerten starter klokken 21.00, og alle anbefales at komme tidligt.  Når entréen til Tivoli er betalt, er der fri adgang til LørdagsHits.

Nøgleord
Oplevelser
Event Information