Mange – både turister og københavnere - har efterspurgt et besøgscenter om Kierkegaard. Et sted, hvor man kan lære om hans liv og hans virke, og hvor der er plads til eftertanke, fordybelse og nysgerrighed. Værdier som Kierkegaard selv stod for, og som stadig er meget relevante i dag. Så det er godt, at vi nu kan tage de første skridt mod etableringen af huset, der forhåbentlig kan stå klar inden for de næste par år, siger Mia Nyegaard (RV), kultur- og fritidsborgmester.
Politikere sætter penge af til udvikling af Søren Kierkegaard Hus
Der har længe været politisk ønske om et Søren Kierkegaard Hus i København, og nu er huset ét skridt tættere på virkeligheden. Et enigt Kultur- og Fritidsudvalg har afsat en halv million kroner til det indledende arbejde med at etablere huset.
Søren Kierkegaard er nok én af de allermest kendte københavnere ude i verden.
Alligevel findes der ikke et konkret sted i København, hvor turister og andre besøgende kan blive klogere på den kendte teolog og filosof.
Det vil politikerne i Kultur- og Fritidsudvalget nu ændre på. Derfor er der netop afsat en halv million kroner til at afdække de indledende faser i projektet. Blandt andet skal der indhentes indretningsforslag fra en arkitekt, samt udarbejdes en organisationsmodel, så et Søren Kierkegaard Hus kan blive til virkelighed.
