16. september 2026

|

Pressemeddelelse

Politiet indfører visitationszone ved Brøndby-FCK kamp

Københavns Vestegns Politi indfører visitationszone i forbindelse med søndagens fodboldkamp mellem Brøndby IF og FCK.

Politiet indfører visitationszone ved Brøndby-FCK kamp
Af: Politi | Foto: Politi

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Københavns Vestegns Politi indfører søndag den 20. september en visitationszone omkring Brøndby Stadion i forbindelse med fodboldkampen mellem Brøndby IF og FC København (se kort).

Visitationszonen gælder fra kl. 08.00 til kl. 21.30.

I visitationszonen kan politiet foretage stikprøvevis visitation af personer og undersøge køretøjer uden en forudgående mistanke om strafbart forhold.

Visitationszonen

Zonen omfatter området, der er afgrænset af:

  • Park Allé
  • Motorring 3
  • Holbækmotorvejen
  • Seminarievej
  • Bygade
  • Brøndbyvestervej

Udebanefans kan tilbageholdes efter kampen

Fodboldkampen er vurderet som en højrisikokamp. I den forbindelse har Københavns Vestegns Politi pålagt Brøndby IF at sikre forhold på Brøndby Stadion, som gør det muligt at tilbageholde udebanefans på stadion efter kampens afslutning.

Udebanefans kan tilbageholdes i op til en time efter kampen.

”Det skal være trygt for alle at være tilskuer til fodbold. Derfor indfører vi en visitationszone og har samtidig forberedt muligheden for at tilbageholde udebanefans efter kampen,” siger vicepolitiinspektør Christian Rønnoe.

Tilbageholdelsen af udebanefans er offentliggjort på politi.dk:

https://politi.dk/lov-og-information/tilbageholdelse-af-udebanefans-efter-fodboldkampe

Skærpet straf

Københavns Vestegns Politi gør samtidig opmærksom på, at der efter den seneste lovændring automatisk kan ske en strafskærpelse på op til 50 procent ved en række lovovertrædelser begået i forbindelse med arrangementet.

Nøgleord
Politi
Event Information