Torsdag den 1. oktober gennemfører Københavns Politi en større beredskabsøvelse sammen med en række myndigheder fra både Danmark og Sverige. Øvelsen medfører, at Øresundsbroen spærres for al biltrafik fra kl. 20.00 til kl. 23.15. Afspærringen gælder for kørsel i begge retninger.
Udrykningskøretøjer på broen
Som led i øvelsen vil der også kunne ses forskellige udrykningskøretøjer på broen.
Det er vigtigt for sikkerheden på forbindelsen, at myndighederne jævnligt afvikler øvelser, så vi er bedst muligt rustet, hvis en alvorlig situation skulle opstå. Vi håber derfor på trafikanternes forståelse, og så snart øvelsen er afsluttet, åbner vi broen for trafik igen. Undervejs vil der blandt andet være udrykningskørsel, så det er vigtigt at understrege, at der er tale om en planlagt øvelse, og der er derfor ikke fare på færde, siger ledende politiinspektør Peter Dahl fra Københavns Politi.
Københavns Politi vil torsdag aften på Politi Update udsende en meddelelse, så snart afspærringerne er ophævet. Find Politi Update her og abonner på meddelelser fra Københavns Politi.
