Borgmester: “Vi har et særligt ansvar i København”
Børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsager ser Erhvervsdagen 2025 som et vigtigt bidrag til både unges valg og byens udvikling:Vi har brug for, at flere unge vælger en erhvervsuddannelse i fremtiden. Hvert sjette barn i landet fødes i København, så vi har et særligt ansvar. Jeg har talt med mange virksomheder, aktører – og de unge selv. De efterspurgte en dag, hvor de kan få lov til at opleve arbejdslivet på en rigtig arbejdsplads. Den dag håber jeg, at vi nu har skabt, siger Jakob Næsager, Børne- og Ungdomsborgmester i Københavns Kommune, Konservative, og fortsætter: Erhvervsdagen minder om Kulturnatten og forhåbentlig bliver den lige så traditionsrig som Motionsdagen. Det har vi brug for, hvis vi skal skabe større opmærksomhed omkring erhvervsuddannelserne.
Et kig ind i mange forskellige verdener
Dagen byder på virksomhedsbesøg inden for et bredt spektrum af brancher – fra sundhed og byggeri til detailhandel, teknologi og administration. Eleverne får ikke blot lov til at observere, men også til at afprøve konkrete arbejdsopgaver og opleve hverdagen på en rigtig arbejdsplads. Både små og store virksomheder deltager.Vi har tilmeldt os Erhvervsdagen, fordi vi er et lille fag – og Erhvervsdagen er et fantastisk udstillingsvindue, hvor vi har mulighed for at vække interesse for faget som låsesmed hos unge mennesker, der kan blive potentielle elever i fremtiden, siger Gert Mejlshede, adm. direktør i Mejlshede Låse A/S.Omkring 1.300 af eleverne samles i Hafnia Hallen, hvor virksomheder fortæller om deres fag og arbejdsopgaver. Her kan de også møde astronaut Andreas Mogensen og høre om livet i rummet – og prøve en maskine, der simulerer en af rummets mere overraskende realiteter: at drikke sin egen urin. Dagen rundes af med et fælles arrangement på Valby Stadion, hvor eleverne deler erfaringer og refleksioner fra deres møde med erhvervslivet.
