Ikke alle børnefamilier har behov for at få passet deres barn fem dage om ugen. Alligevel betaler københavnske forældre som udgangspunkt for en fuldtidsplads i daginstitution, også selvom deres børn ikke er der alle ugens hverdage.
Det vil Liberal Alliance i Københavns Borgerrepræsentation lave om på. Partiet foreslår, at kommunen skal indføre mere fleksible daginstitutionspladser, hvor forældre kan vælge færre dage i institution og betale mindre end for en almindelig fuldtidsplads.
Det kan for eksempel være relevant for familier, hvor en af forældrene arbejder deltid, har skæve arbejdstider, har bedsteforældre eller andre i familien, der gerne vil hjælpe med pasningen, eller hvor familien bare gerne vil have en fast dag hjemme med barnet.
Flere andre kommuner har allerede lignende ordninger. I Aalborg Kommune kan forældre vælge mellem forskellige pasningsmodeller, hvor betalingen afhænger af, hvor meget pasning familien vælger. Her bruger omkring 11 pct. af forældrene ordningen, og kommunen oplever ikke problemer med misbrug.
Også i Aarhus Kommune har man erfaringer med mere fleksibel pasning. Her er cirka 18 pct. af de indmeldte børn på en fleksibel pasningsordning. Ifølge Liberal Alliance viser erfaringerne fra Aarhus og Aalborg, at man godt kan give familierne flere valgmuligheder, uden at det skaber store problemer for institutionerne.
Forslagsstiller og medlem af Liberal Alliance Lasse Mandal udtaler:
Familier er forskellige og systemet skal være til for borgernes skyld. Ikke omvendt. Derfor skal kommunens dagtilbud også kunne passe til forskellige behov. Nogle familier har brug for pasning fem dage om ugen, mens andre har mulighed for at have deres barn hjemme en eller flere faste dage om ugen. Så bør de heller ikke automatisk betale for en fuldtidsplads eller for et tilbud, de ikke har brug for.
For Liberal Alliance handler det om at give de københavnske familier mere frihed i hverdagen. Kommunen skal være bedre til at indrette sig efter borgerne og give familierne den fleksibilitet, som flere efterspørger. Hvis andre kommuner kan få fleksible daginstitutionspladser til at fungere, så bør København også kunne finde en model, der passer til københavnske familier og institutioner.”
Politikerne på Københavns Rådhus skal tage stilling til forslaget på Borgerrepræsentationens møde torsdag den 25. juni.
