10. juni 2025

|

Pressemeddelelse

Nye oplevelser venter på Amalienborgmuseet i Christian VIII’s Palæ

Denne sommer inviterer Den Kongelige Samling på en helt ny formidlingsoplevelse på Amalienborgmuseet, der ligger i Christian VIII’s Palæ, som er et af de fire palæer, hvor Kongefamilien har residens, når de bor i København. Gennem lyd, fotos, film og autentiske genstande kan besøgende dykke ned i Palæets historie og brug – og komme tættere på de dronninger og konger, som har levet og regeret her.

Nye oplevelser venter på Amalienborgmuseet i Christian VIII’s Palæ
Af: Den Kongelige Samling | Foto: Frederik 9. H.M.Kongens Håndbibliotek, Den Kongelige Fotografisamling

Del :

FacebookTwitterLinkedIn
Nu kan besøgende på Amalienborgmuseet gå på opdagelse i nye fortællinger i de arbejdsværelser og sale, hvor konger og dronninger har levet og boet. Med helt ny formidling og en audioguide i øret, føres gæsterne gennem Palæets gemakker og får fortalt historierne om de seneste generationer af den danske kongefamilie, der i stort og småt har haft deres daglige virke på Amalienborg.
Få indblik i de kongeliges liv
Fra historisk afgørende øjeblikke til hverdagens små detaljer kan man med den nye formidling få et indblik i den kongelige families liv og arbejde. Besøgende kan bl.a. komme helt tæt på den politisk snarrådige Dronning Louise, der fra sin overpolstrede dagligstue arbejdede intenst med at skabe ægteskabsalliancer mellem sine børn og Europas fyrstehuse. Man kan få et kig ind i Frederik 8.s stemningsfyldte arbejdsværelse i renæssancestil, hvorfra han forsøgte at iscenesætte det danske kongehus på ny. Eller opleve, hvordan familielivet udfoldede sig hos Frederik 9., der med Dronning Ingrid og parrets tre prinsesser satte nye standarder for den moderne kongefamilie.
Ny fotoudstilling
Et af højdepunkterne er en ny fotoudstilling, der giver et enestående indblik i Kongefamiliens liv gennem personlige fotografier og filmklip. Udstillingen viser både private og officielle øjeblikke og bringer publikum helt tæt på de kongelige gennem billeder fra blandt andet Frederik 9.s tid som konge og H.M. Dronning Margrethes barndom.
Oplevelser for store og små
Den nye formidling på Amalienborg byder også på en helt særlig oplevelse i børnehøjde, hvor de kongelige genstande får nyt liv gennem stemmer. I en særlig audioguide for børn fortæller Amalienborgs hemmelige beboere – som isbjørnen Ib, der engang var en stolt isbjørn som endte på Frederik 8.s gulv, eller bien Bibi, som summede rundt i Dronning Louises pudderdåse – deres egne historier. Fortællingerne er knyttet til konkrete genstande og rum og gør historien levende og nærværende for de yngste besøgende. Reformidlingen af Amalienborgmuseet er lavet i samarbejde No Parking,
Event Information