29. oktober 2026

|

Pressemeddelelse

Ny udstilling inviterer indenfor i guldsmed Kim Bucks laboratorium

Designmuseum Danmarks LABORATORIUM-serie inviterer publikum helt ind i det kreative maskinrum hos en designer eller kunsthåndværker. I seriens femte udstilling åbner en af dansk smykkekunsts mest markante skikkelser, guldsmeden Kim Buck, sit kunstneriske laboratorium. Her får publikum et sjældent indblik i mere end fire årtiers eksperimenter med smykkers form, funktion og betydning – fortalt gennem flere end 150 værker.

Ny udstilling inviterer indenfor i  guldsmed Kim Bucks laboratorium
Af: Designmuseum Danmark | Foto: Dorte Krogh

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Hvad er et smykke, og hvad kan det fortælle om os om den verden, vi lever i? Det er spørgsmål, som den danske guldsmed Kim Buck (f. 1957) har udforsket gennem mere end fire årtier. Siden han kom i lære som guldsmed i 1979, har Kim Buck udviklet sit helt eget kunstneriske udtryk, der forener håndværksmæssig præcision, eksperimenterende teknikker, humor og samfundskommentarer. Et virke, der har gjort ham til en anerkendt skikkelse i både dansk og international smykkekunst. Den 13. november åbner designmuseet i Bredgade i København dørene til en ny udstilling, som undersøger de drivkræfter, der gennem årtier har formet Kim Bucks virke med en perlerække af værker fra forskellige perioder, der går i dialog med helt nye værker skabt særligt til denne præsentation.

Nysgerrighed som drivkraft

Tvivl og nysgerrighed er grundlæggende drivkræfter i Kim Bucks arbejde. Han bruger lang tid på at eksperimentere og forfine nye metoder, og resultatet er smykker, der udfordrer både håndværkets og materialernes muligheder. Men også sproget spiller en central rolle i hans kunstneriske proces. Kim Buck fortæller:

”Titlerne på mine værker kan både være inspiration, udgangspunkt og en nøgle til at forstå mine smykker. Jeg leger med ordsprog og talemåder – sproglige finurligheder, som jeg gerne forskyder en smule, så de sætter nye tanker i gang hos mig og beskueren. Det er først når titel, form og teknik går op i en højere enhed, at et smykke bliver til. På samme måde kan jeg få en idé til en teknik og ikke vide, hvad den kan, før den rigtige titel opstår, som med Opblæst-serien. Alt skifter karakter når det bliver opblæst – både objekter og mennesker.”

Smykkekunst i et grænseland

For Kim Buck er håndværket fundamentet for alt, hvad han skaber – men samtidig udfordrer han konstant traditionerne og undersøger, hvad smykker kan være, hvad de betyder, og hvordan vi bruger dem. Hans smykker bevæger sig i grænselandet mellem kunst, design og traditionelt guldsmedehåndværk. Kim Buck har gennem sin karriere opnået betydelig international anerkendelse, og hans værker indgår blandt andet i samlingerne på Victoria and Albert Museum i London og Museum of Arts and Design i New York. Han har desuden modtaget en række priser og hædersbevisninger, herunder Statens Kunstfonds livsvarige hædersydelse og Inga og Ejvind Kold Christensens Hæderspris.

LABORATORIUM Kim Buck bliver den hidtil største præsentation af Kim Bucks virke, hvor publikum både vil kunne opleve de mange betagende, underfundige og overraskende smykker fra Kim Bucks hånd og flere interaktive værker, som den enkelte selv kan udforske. Udstillingen kan opleves på designmuseet fra den 13. november 2026 til den 9. maj 2027.

Journalister som ønsker at anmelde udstillingen kan henvende sig til presseansvarlig Lea Bolvig: lbo@designmuseum.dk

LABORATORIUM Kim Bucker støttet af:

Statens Kunstfond Ny Carlsberg Fondet Nationalbankens Jubilæumsfond L. F. Foghts Fond Kjøbenhavns Guldsmedelaug

Nøgleord
KulturOplevelser
Event Information