Måske har du allerede lagt mærke til den farverige facade på Nørrebrogade 106. Her åbnede Rajissimo i starten af sommeren dørene til sin nyeste isbutik.
Rajissimo er langt fra en ny spiller på det københavnske ismarked. Den første butik åbnede i 2006, og i dag har Rajissimo 11 butikker i København, blandt andet i Nyhavn, på Strøget og på Fisketorvet.
Men den nye butik på Nørrebro skiller sig markant ud fra de øvrige.
Personlig drøm
Inspirationen kommer fra fortællingerne i Tusind og én nat, som Rajissimos ejer, Nader, er vokset op med. Derfor har det længe været en personlig drøm for ham at skabe en butik med netop dette univers.
Jeg er vokset op med Tusind og én nats eventyr, og fortællingerne og universet har altid betydet meget for mig. Derfor har jeg i mange år drømt om at skabe en isbutik inspireret af netop det univers. Det gør mig både glad og stolt, at vi nu har kunnet realisere drømmen på Nørrebro, som er et område, der står mig meget nært, fortæller Nader Raja, ejer af Rajissimo.
Indenfor fortsætter det farverige univers, og i modsætning til flere af Rajissimos øvrige butikker er der mulighed for at slå sig ned og nyde sin is i de særlige omgivelser.
Det er dog ikke kun indretningen, der adskiller butikken fra resten.
Nyheder der kun kan opleves på Nørrebro
På Nørrebro eksperimenterer Rajissimo nemlig også med nye smage og produkter, som i første omgang kun kan opleves i den nye butik.
Ud over udsmykningen, som vi løbende udvikler på, vil vi gerne bruge butikken til at prøve nogle andre ting af. Vi har allerede haft særlige smage som Franui, kulfi og baklava, og så kan man selvfølgelig også få vores populære churros. Vi kommer løbende til at skifte ud og prøve nye ting, fortæller Nader Raja.
De mest populære varianter kan med tiden finde vej til Rajissimos øvrige butikker, mens nye smage løbende vil komme til på Nørrebro.
Rajissimo på Nørrebrogade 106 har åbent hver dag fra kl. 10.00 til 00.00.
Fakta om Rajissimo Nørrebro
Adresse: Nørrebrogade 106, København N
Åbent: Alle dage kl. 10.00-00.00
Rajissimo blev grundlagt i 2006 og har i dag 11 butikker i København.
