20. juli 2026

|

Pressemeddelelse

Nu sætter Tivoli navne på: Fem nye spisesteder flytter ind i det 2000 m2 nye store japansk-inspirerede forlystelsesunivers Hikari

Tivoli åbner Hikari – et nyt japansk inspireret univers med lys, arkitektur, kunst, forlystelser og fem nye spisesteder, der åbner til test i august.

Nu sætter Tivoli navne på: Fem nye spisesteder flytter ind i det 2000 m2 nye store japansk-inspirerede forlystelsesunivers Hikari
Af: Tivoli | Foto: Alberte Damgaard

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Onigiri, yakitori, bubble tea og mochi-is er blot et udpluk af de mange japanske specialiteter, som Tivolis gæster kan se frem til at smage, når forlystelseshavens nye område Hikari åbner senere på sommeren. Det nye område er inspireret af japansk kultur og æstetik, og det afspejler sig i høj grad i områdets gastronomiske univers. Her kan gæsterne gå på opdagelse i et bredt udvalg af japanske retter, snacks og drikkevarer, som de seneste år har vundet stor popularitet både internationalt og blandt danskerne. For at sikre høj kvalitet og autenticitet har Tivoli indgået samarbejde med erfarne madaktører med stærke kompetencer inden for det japanske køkken.

De nye spisesteder er:

  • Comé Rice Kitchen er blandt de nye spisesteder og er et koncept, som mange københavnere allerede har stået i kø efter ved deres populære restaurant i Kødbyen. Comé Rice Kitchen blev grundlagt af to asiatiske familier, sammen med den japanske kok Hiroo Machida, som har boet i Danmark i mere end ti år. Før Hiroo bevægede sig ind i det mere uformelle restaurantkøkken, arbejdede han som køkkenchef på en Michelin-restaurant i Japan. Med Comé er der ambitioner om at bringe denne viden, omsorg og respekt for råvarerne ind i mad, der føles varm, imødekommende og som en naturlig del af hverdagen. I Hikari serverer Comé Rice Kitchen moderne japansk comfort food med ris som omdrejningspunkt. Særligt de håndlavede onigiri – japanske ristrekanter fyldt med nøje udvalgte ingredienser – er blevet et kendetegn for konceptet. Menuen suppleres af klassiske snacks som sprød karaage og andre velkendte japanske smage, tilberedt med fokus på enkelthed, kvalitet og godt håndværk.

  • Yaki Tak! rykker også ind og tilfører området et energisk og urbant udtryk med fokus på japansk streetfood og grillkultur. Her tilberedes maden foran gæsterne på specialbyggede grill- og teppanløsninger, hvor flammer, dufte og hurtige bevægelser bliver en del af oplevelsen. Menuen byder blandt andet på saftige yakitori-spyd, stegte yakisoba-nudler og forskellige kombinationer serveret som bento-bokse, inspireret af de travle gader og madmarkeder i de japanske storbyer.

  • Katsu Kitchen har det sprøde og gyldne omdrejningspunktet. Her finder gæsterne hurtige og smagfuldemåltider med blandt andet karaage, ebi-rejer, gyoza og katsu burgere, der er udviklet til at kunne nydes på farten mellem områdets mange oplevelser. Konceptet kombinerer klassiske japanske favoritter med et moderne streetfoodformat og gør det let at udforske nye smage i et uformelt miljø.

  • Kawaii Bites repræsenterer det søde køkken i Hikari. Her er der hentet inspiration fra den japanske kawaii-kultur, hvor farver, former og legesyge detaljer er en del af oplevelsen. Her kan gæsterne blandt andet smage taiyaki-is serveret i de ikoniske fiskformede vafler, blød mochi-is og andre farverige desserter inspireret af moderne japanske dessertcaféer. Resultatet er et univers, hvor desserter ikke blot smager godt, men også er skabt til at vække nysgerrighed og begejstring.

  • Oishii Bubbles fortsætter det legende univers med bubble tea, matcha og kreative drikkeoplevelserinspireret af den moderne japanske cafékultur. På menuen findes blandt andet drikke med popping bubbles, frugtige smagskombinationer og farverige ingredienser, og flere af drikkene skifter endda farve undervejs og gør hvert glas til en lille oplevelse i sig selv.

Feifei Ding, fra Comé Rice Kitchen, siger om åbningen i Tivoli:

Med Comé er vores fælles ambition at bringe denne viden, omsorg og respekt for råvarerne ind i mad, der føles varm, imødekommende og som en naturlig del af hverdagen. Som familier har Tivoli altid været et særligt sted for os – et sted, hvor børn, forældre og venner skaber glade minder sammen. Vi valgte at blive en del af Hikari, fordi vi følte, at Comés enkle og tryghedsskabende japanskinspirerede mad ville passe naturligt ind i Tivoli og blandt havens gæster. Vores forventning til Hikari er, at det bliver et imødekommende sted, hvor gæster kan opleve moderne asiatisk mad og kultur på en autentisk og tilgængelig måde. Vi håber, at besøgende vil opdage, at asiatisk mad ikke kun er noget til særlige lejligheder, men også noget, der kan være nærværende, glædesfyldt og let at dele med andre.

Emil Nakahara fra YakiTak! siger om Hikari:

Vores forventninger til Hikari-området er store, og vi ser især frem til at være en del af et helt nyt område med fokus på Japan og det pulserende byliv fra Tokyo. Vi har især store forventninger til hvordan stemningen vil være i området med både udsmykning, lys, dekorationer og ikke mindst alle de nye asiatiske madboder og butikker samlet i et område. Vi har valgt at rykke ind i Hikari fordi vi ser det som en unik mulighed for at være en del af et helt nyt og spændende område i Tivoli. Derudover så er vi ret overbeviste om, at vores mad vil passe perfekt ind i temaet, stemningen, og ikke mindst hele atmosfæren i Hikari-området. Tivolis gæster kan se frem til autentisk japansk streetfood med fokus på især Yakitori sticks og Yakisoba stegte nudler, to ting som er virkelig essentielle, når det kommer til streetfood i Japan. Gæsterne i Tivoli kan se frem til en pulserende madbod med god duft fra de grillede sticks og stegte nudler, live cooking og høj kvalitet på både smag og udseende i vores retter.

Som en del af madoplevelsen åbner også Konbini by UME – Tivolis fortolkning af den klassiske japanske convenience-butik. Her finder gæsterne japanske snacks, slik, drikkevarer og små overraskelser fra den japanske hverdagskultur i et farverigt og legende univers. Sortimentet spænder fra søde og salte specialiteter til unikke drikkevarer og produkter, som mange danskere kun kender fra rejser eller sociale medier.

Del af en samlet oplevelse

Tilsammen skaber de nye koncepter et levende streetfoodområde med mulighed for både take-away og ophold i Hikaris mange overdækkede spiseområder. Ambitionen er at skabe et samlingspunkt, hvor gæster kan udforske nye smage, dele måltider og opleve forskellige sider af den japanske madscene – fra klassiske retter og grillkøkken til desserter, snacks og moderne drikkekultur.

I Hikari er gastronomien tænkt som mere end blot mad. Den er en integreret del af områdets levende gademiljø og skal invitere gæsterne til at blive hængende, gå på opdagelse og opleve området med alle sanser. Med Hikari udvider Tivoli sit gastronomiske tilbud med et nyt univers, hvor forlystelser, kultur, kunst og madoplevelser mødes i en samlet oplevelse inspireret af Japan.

Læs mere om Hikari

Siden grundlæggelsen i 1843 har Tivoli arbejdet med at hente inspiration fra hele verden og omsætte den til nye oplevelser for forlystelseshavens gæster. Georg Carstensen byggede Tivoli på netop dette princip – en vekselvirkning mellem tradition og fornyelse og hans ord om, at Tivoli aldrig bliver færdig, er fortsat et bærende fundament for udviklingen.

Inspirationen har altid bevæget sig begge veje. Allerede i Tivolis første leveår lod H.C. Andersen sig fascinere af havens kinesiskinspirerede bygninger, forlystelser og kulørte lamper. Oplevelserne i Tivoli var med til at inspirere ham til at færdiggøre eventyret Nattergalen.

Denne tradition lever videre i dag. Tivolis designere har ladet sig inspirere af japanske elementer og arbejdet med dem med respekt – fortolket i tråd med havens særlige kunstneriske frihed og sans for iscenesættelse. Det ses blandt andet i brugen af autentiske, brugte døre, vinduer og vintageartikler samt 60 tons teglsten fra de japanske producenter Tsuruya og Eishirou Kawara, der er sejlet til Tivoli. Hertil kommer et værk af den verdenskendte kunstner Takashi Murakami, ligesom gæsterne kan opleve gadekunst og detaljerig udsmykning i området.

Tivoli-fortolkning og nye forlystelser

Gæsterne træder ind i et nyt tematisk univers inspireret af japansk gadeliv fortolket på Tivolis egen måde. Her forenes lyssætning, haveanlæg, arkitektur og design i et levende og stemningsfuldt miljø.

To nye forlystelser

I Hotel Hikari træder gæsterne ind i en hotelelevator og føres gennem scenograferede rum med overraskende forhindringer – herunder en vortex-tunnel, et tiltet hotelværelse og et uendeligt spejlrum – i en oplevelse, der kombinerer leg, undren og genkendelighed for hele familien.

Tyfonens Øje er en vild tromleforlystelse, hvor gæsterne gennem japansk-inspirerede omgivelser ledes frem til et Katsura-inspireret kø-hus, inden de snurrer rundt i højt tempo, indtil centrifugalkraften tager over, gulvet forsvinder, og de hænger vægtløst mod væggen – en intens oplevelse og den eneste af sin slags i Skandinavien.

Fakta om forlystelsesområdet:

Navn: Hikari der betyder lys
Størrelse: 2000 m2, hvor gæsterne i området vil opleve at der er blevet mere plads til gæsterne
Forlystelser: to nye folkeforlystelser samt rutsjebanen Dæmonen.
Dæmonen: Får et helt nyt design men selve turen bibeholdes dog med helt ny scenografi og fuldt integreret i området.
Zero Gravity: (Tromlen) produceret af SBF Visa
Mekaniske tricks i hurlumhejhus: produceret af Gosetto
Spisesteder: 5 forskellige
Butik: 2 butikker

Beplantning: Der vil i området være et japansk signaturtræ i form af et formklippet fyrretræ, samt et tempeltræ med bundplantning af japanske azaleaer. Gadebilledet suppleres af mindre og størrebambusplantninger.

Pris: Trecifret millionbeløb

Nøgleord
Mad & drikke
Event Information