02. november 2026

|

Pressemeddelelse

Nu er det jul igen - i Tivoli

Med ambitionen om at være blandt verdens bedste julemarked går Tivoli ind i en ny julesæson, der igen strækker sig ind i det nye år. Samtidig forventes julegæst nummer 26 million siden den første julesæson i 1994 at gå gennem portene. Fredag den 13. november tændes lyset på Tivolis største juletræ, og dermed åbner den 33. julesæson i forlystelseshaven. Carstensens Have iklædes nye scenografier, 80.000 julekugler og mere end en million lyspunkter tændes.

Nu er det jul igen - i Tivoli
Af: Tivoli | Foto: Jakob Melgaard

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Den 13. november åbner Tivoli portene til sin 33. julesæson og et julemarked, som internationale medier som CNN, Condé Nast Traveller og The Independent gennem de seneste år har fremhævet blandt verdens bedste. For mange gæster er et besøg i det juleklædte Tivoli en fast juletradition, mens det for turister fra hele verden er et møde med dansk julehygge. Igen i år fortsætter julesæsonen ind i det nye år helt frem til den 3. januar 2027.

Adm. direktør i Tivoli, Susanne Mørch Koch siger:

Vi er stolte af, at vores julemarked ofte omtales blandt verdens bedste. Tivolis historiske omgivelser, danske juletraditioner og kulturprogram skaber tilsammen noget særligt i København. Julesæsonen samler generationer og er blevet en tradition for både danske og internationale gæster. Vi investerer hvert år i at videreudvikle sæsonen med respekt for det, gæsterne holder af, samtidig med at vi giver dem noget nyt, der kan begejstre. Sæsonen bidrager også til at styrke København som rejsedestination og tiltrækker mange besøgende ind i det nye år.

Adm. Direktør i Wonderful Copenhagen, Søren Tegen Pedersen siger:

Jul i Tivoli er gennem årene blevet en tradition for rigtig mange lokale, for gæster fra hele landet og for de internationale turister i hovedstaden, der kan samles om julehygge i den gamle have. Selvom december er den mest populære af vintermånederne, er der færre turister i byen i vinterhalvåret, som kan lægge omsætning hos vores kulturinstitutioner, restauranter og detailhandel. Derfor arbejder vi målrettet på at skabe helårsturisme i hovedstaden, og det kræver bl.a. et godt udvalg af stærke oplevelser at rejse efter, og her er jul i Tivoli et stort trækplaster.

Julen forlænges ind i 2027

På 12 dage forvandles Tivolis Halloween-univers til klassisk jul, hvor der er investeret millioner af kroner i nye scenografier og pynt rundt i haveanlægget. De seneste år har julesæsonen tiltrukket mere end en million gæstebesøg, og sidste år nåede Tivoli samlet op på 25 millioner julegæster siden den første julesæson i 1994. Med de seneste års besøgstal er forventningen, at julegæst nummer 26 million kommer gennem portene i løbet af julesæsonen. Vind og vejr har naturligvis betydning for besøgstallet. Julesæsonen strækker sig igen ind i det nye år for at gøre julen tilgængelig for endnu flere gæster fra ind- og udland.

Julestemning

Der inviteres på klassisk Tivoli-juleunivers med et julemarked med jule- og handelsboder, forlystelser, madoplevelser og juledekorationer oplyst af mere end en million lyspunkter. Fredag den 13. november tændes Tivolis største juletræ ved åbningen af julesæsonen. Træet er udsmykket med 47.000 lyspunkter, og omkring det kan gæster i alle aldre spænde skøjterne på skøjtebanen. Haven pyntes bl.a. med over tusind juletræer, kilometerlange granguirlander med klassisk juleudsmykning. Langs Tivoli Søen spejler lyset fra de oplyste hængepile sig i vandet og bidrager til en stemningsfuld kulisse for en vinterspadseretur med varm gløgg i koppen.

Luciaoptoget, hvor op mod 100 sangere går gennem Haven og lyser vintermørket op med sang og lys er også et helt særligt øjeblik for mange herboende og turister. Børn og barnlige sjæle kan hoppe ombord på Nissetoget og besøge Julemanden i Julemandens Hus samt gå på nissejagt i haveanlægget. Gæster kan tage en tur i_Rutschebanen_ eller svæve over det juleoplyste København i Himmelskibet og kombinere julestemningen med sus i maven.

Julemarkedet

Julemarkedet breder sig rundt i Haven med kunsthåndværk, nordisk julepynt, smykker og julegaver. Her finder gæsterne alt fra trøjer, halstørklæder og vanter til mekaniske nisser og spilledåser, mens brændte mandler og æbleskiver sætter smag på besøget. Specialiteterne og varerne i boderne kommer fra flere egne af Danmark og markedet tiltrækker hvert år både danskere og internationale gæster.

Det særlige julelys i Tivoli

Gæsterne kan opleve Tivolis julebelysning med lysdesigns, der internationalt omtales som værende i verdensklasse. Den prisbelønnede lysdesigner Jesper Kongshaug har sammen med sit hold finjusteret lysoplevelsen i haveanlægget. Blandt højdepunkterne er de over 50 kilometer lange lysende lyskæder, 130.000 lys i granguirlanderne og de lysbesatte juletræer. Glassalen er blevet bundet ind i en 560 meter lang kæde med i alt 10.000 lys. Nimb er med sine tusindvis af lys på facaden blandt de mest populære selfie-steder i Tivoli sammen med skøjtebanen og piletræerne ved Tivoli Søen.

Tivolis nye Hikari møder dansk jul

Gæsterne kan se frem mødet med Tivolis nye område Hikari, der er blevet taget flot imod siden åbningen i sommer. Hikari er skabt i det tidligere Asien-område, som er blevet forvandlet til et japansk-inspireret forlystelsesunivers. Gæsterne inviteres indenfor i et gademiljø, hvor de kan fortabe sig i japansk-inspireret arkitektur, streetfood, original japansk kunst og butikker. Udover Dæmonen, som snor sig som en højbane gennem området, er der tilføjet to nye forlystelser: familieforlystelsen Hotel Hikari og Tyfonens Øje, der henvender sig til gæster med hang til adrenalinsus og visuelle oplevelser. De japansk inspirerede haver og særlige lysuniverser skaber en stemningsfuld vinteroplevelse, hvor dansk vinter for første gang møder japansk æstetik.

Gastro: Knystaforsen i Det Japanske Tårn

Den danske stjernekok Nicolai Tram og teamet fra Michelin-restauranten Knystaforsen flytter igen ind i Det Japanske Tårn med en gastronomisk oplevelse inspireret af svensk natur. Sidste gang blev alle pladser udsolgt næsten øjeblikkeligt. Gæster kan se frem til en mad oplevelse med svenske råvarer tilberedt over åben ild og retter som grillet porre med stenbiderrogn, vildt med skovens bær og sandart røget med enebær. Menuen er inspireret af de svenske skove og søer og skabt med respekt for råvarernes naturlige karakter.

Nøddeknækkeren årets juleballet for hele familien

I Tivolis Koncertsal er der gensyn med familieballetten Nøddeknækkeren på 250-året for E.T.A. Hoffmanns fødsel, som er forfatteren bag juleeventyret. Den tyske forfatter anses som en af det 19. århundredes mest indflydelsesrige forfattere, mens Nøddeknækkeren er en af verdens mest kendte juleballetter. H.M. Dronning Margrethe er den kyndige hånd bag scenografien og kostumerne til balletten, balletchef Peter Bo Bendixen har skabt koreografien, mens Tjajkovskijs ikoniske musik bliver fremført af Copenhagen Phil. Det er syvende gang, at Tivolis version af Nøddeknækkeren fra 2012 opføres i Koncertsalen, og knap 200.000 publikummer har dags dato oplevet den anmelderroste juleballet.

Musical, der har hittet på Broadway, får danmarkspremiere

Der er danmarkspremiere på ny parodi-musical Titanique 19. november, der spiller i Glassalen. _Titanique_forvandler alletiders store kærlighedshistorie til en morsom og musikalsk skibskatastrofe! Det sagnomspundne skib genopstår for øjnene af publikum, der får chancen for at genopleve de berømte scener fra Titanic og 18 af Celine Dions allerstørste hits. Musicalen har fået flotte anmeldelser efter opførsel i Londons West End og på Broadway i New York. Blandt de medvirkende er Sicilia Gadborg som Rose, Kristoffer Eriknauer som Jack, Henrik Lykkegaard som Ruth og Silas Holst som kaptajnen.

The Julekalender i Glassalen

Før Tivoli officielt åbner for julesæsonen, kan man få en god dosis julestemning, når De Nattergales - The Julekalender har repremiere den 11. november i Glassalen. Her kan Tivolis gæster få de store grin frem i selskab med de tre nisser Frits, Hansi og Gūnther og de andre karakterer fra tv-julekalenderen, der bliver spillet af Gordon Kennedy, Niels Olsen og Christian Damsgaard.           

Tal om Tivoli

  • Jul i Tivoli åbnede for første gang i 1994.
  • Omkring 80.000 julekugler bliver hængt op.
  • Tivolis største juletræ på 13 meter er pyntet med 200 lyskæder  med 47.000 LED lys
  • Tivolis første Nissetog blev introduceret ved Jul i Tivoli for 25 år siden i 2001. 
  • 3.800 meter granguirlander hænges op i haveanlægget.
  • 50 julehjerter hænger i hjertetræet
  • Over 50 km lyskæder på juletræerne.
  • I alt 1.011 juletræer er placeret i forlystelseshaven.
  • 10 tons gran bruges som dekoration i Tivoli.
  • I alt 500 kg. fyrtoppe indgår i scenografierne.
  • 12.800 duftende Hyacinter bruges som en del af sanseoplevelsen.
  • 53.000 børn og barnlige sjæle kommer hvert år forbi og hilser på Julemanden.
  • 17. november runder Rasmus Klump 75 år efter debut i Berlingske Tidende aftenavis 1951.
  • 45.000 flæskestegssandwich bliver der spist på Plænen i Tivoli
  • 110.000 æbleskiver bliver der spist under Jul i Tivoli
  • 57.000 kopper rygende varm kakao indtages under julesæsonen

Programpunkter

  • 13. november: Tivoli åbner kl. 13:00. Lystænding af Tivolis juletræ (kl. 16.30)
  • 13. november - 20. december: Michelin-restauranten Knystaforsen i Pagoden
  • 13. november – 15. november  The Julekalender i Glassalen (særskilt billet kræves)
  • 19. november -  19. december Musical Titanique, Glassalen (særskilt billet kræves)
  • 26. november - 20. december: Nøddeknækkeren i Tivolis Koncertsal (særskilt billet kræves)
  • 1. og 2. december: Gregory Porter’s Christmas Wish i Tivolis Koncertsal (særskilt billet kræves)
  • 13. december: Tivolis traditionsrige luciaoptog (begynder kl. 17.30)
  • 30. og 31. december: Nytårskoncerter med Tivoli Copenhagen Phil (særskilt billet kræves)
  • 25. og 26 december Fyrværkeri show mellem jul og nytår (begge dage fra kl. 20.45)
  • 31. december: Tivolis spektakulære nytårsfyrværkeri (kl. 23.00)

Åbningstider i perioden:

  • Mandag-torsdag samt søndage kl. 11.00-22.00. fredage og lørdage: kl. 11.00-23.00

  • Jul i Tivoli kan opleves fra den 13. november til og med den 3. januar 2027.

Nøgleord
Oplevelser
Event Information