Vi har været med til at fortælle danske historier i 120 år, og en stor del af dem ligger på Nordisk Film+. Derfor giver det mening at markere fødselsdagen ved at åbne døren til samlingen i en måned – også i efterårsferien, hvor mange har tid til at se film sammen siger Klaus Træholt Odegaard, marketingdirektør i Nordisk Film Distribution og ansvarlig for Nordisk Film+
Den 6. november 2026 er det 120 år siden, Ole Olsen stiftede Nordisk Film på en mosegrund i Valby. Selskabet blev hurtigt et af verdens største filmselskaber og eksporterede danske stumfilm til hele verden. Da lyden kom til, producerede Nordisk Film den første danske tonefilm, og ’isbjørnen’ stod også bag den første danske farvefilm, ”Kispus” (1956). Den var instrueret af Erik Balling, der i mange år satte sit præg på Nordisk Film med ”Olsen Banden”, ”Poeten og Lillemor” og ”Midt om natten” foruden tv-serierne ”Matador” og ”Huset på Christianshavn”– alle sammen titler, danskerne stadig vender tilbage til. Nordisk Film er vedblevet med at sætte et markant præg på dansk film, og er i dag en førende Nordisk underholdningsvirksomhed, som producerer og distribuerer film og serier, driver biografer og ejer computerspilselskaber.
Fra Psilander til Ternet Ninja
Nordisk Film+ rummer omkring 100 danske film produceret af Nordisk Film selv – fra stumfilm med Valdemar Psilander over musicalen ”Mød mig på Cassiopeia” til Erik Ballings ”Olsen Banden” og ”Ballade på Christianshavn”. Dertil kommer nyere titler som ”Dronningen” og ”Rose”.
Ud over Nordisk Films egne produktioner har tjenesten en lang række af de mest populære danske film, bl.a. ”Blinkende lygter”, ”Ternet Ninja”, ”Jagten”, ”Retfærdighedens ryttere” og ”Den eneste ene”.
Danske film har en særlig plads hos publikum. De blander humor med alvor og spejler danskernes historie og liv. Det er derfor, folk vender tilbage til danske film år efter år siger Klaus Træholt Odegaard
Ghita Nørby og Nikolaj Kopernikus i ny reklamefilm
I forbindelse med jubilæet lancerer Nordisk Film+ en ny reklamefilm med Ghita Nørby og Nikolaj Kopernikus, der begge medvirker i en række film på tjenesten – Ghita Nørby i blandt andet ”Dansen med Regitze” og Nikolaj Kopernikus i ”Klassefesten”-filmene. I kampagnen for Nordisk Film+ sætter de ord på, hvad der kendetegner dansk film.
Nordisk Film+ blev lanceret i Danmark i 2022 og efter lanceringen af en selvstændig streamingtjeneste i Finland i juni 2026, er Nordisk Film+ nu tilgængelig i alle fire nordiske lande. I Norge og Sverige er Nordisk Film+ udelukkende tilgængelig via forskellige TV-distributører.
Betingelser for tilbuddet
Tilbuddet med en måneds adgang til Nordisk Film+ for 0 kr. gælder nye kunder, der opretter abonnement i perioden 9. oktober til 8. november 2026. Efter den første måned fortsætter abonnementet automatisk til 69 kr. om måneden eller 590 kr. om året, medmindre det opsiges i løbet af tilbudsperioden.
Fakta om Nordisk Film+
- Streamingtjeneste fra Nordisk Film med det største udvalg af danske film.
- Ca. 100 danske film produceret af Nordisk Film samt mange flere titler fra øvrige producenter.
- Dedikeret børneunivers samt udvalgte film fra Norden og Hollywood.
- Ny film på tjenesten hver dag.
- 69 kr./md. eller 590 kr./år.
- Tilgængelig i Danmark, Norge, Sverige og Finland.
