Men skæbnen ville noget andet, og her 18 år efter deres første møde danner de par og ikke mindst arbejdsplads. Det betyder også, at de skal lægge store planlægningspuslespil, når de skal have lederkarriererne og privatlivet til at hænge sammen.
To lederjobs, ingen bedsteforældre til at hjælpe med børnepasning og en kærlighed, der slog gnister. Det er hverdagen for Manager People i Bilka OneStop, Stephanie Rong og hendes forlovede Adrian Francis, varehuschef i føtex Hillerød.
Med to lederjobs, der kræver både tid og tilstedeværelse, kan det for mange måske være uforståeligt, at man overhovedet kan få det til at hænge sammen. Og parret bliver da også ofte spurgt ind til lige præcis det.
Men hvis man spørger Stephanie Rong og Adrian Francis, ligger kodeordene i gensidig forståelse og respekt. Og det har de to i den grad oplevet, ellers havde deres arbejds- og privatliv ikke kunne gå hånd i hånd.
Vi er virkelig glade for, at Salling Group har fokus på at støtte medarbejdernes forskellige livsfaser. Det er først for nyligt, der er sat navn og begreb på, men længe inden da, har vi på alle måder oplevet stor opbakning, forståelse og accept af både vores fokus på karriere men i høj grad også på vores fælles privatliv, fortæller Stephanie Rong og fortsætter:
Vi føler, at der altid er plads til alt, hvad livet indebærer. Sygdomsforløb hos forældre, dødsfald og andre udfordringer har ikke været noget problem. Det har været nogle meget store og svære puslespil, vi har skulle lægge, men vi er lykkes i fællesskab med vores ledere i føtex og Bilka samt gode kolleger, og så er vi virkelig også gode til at sparre med hinanden.
Kemien slog gnister
At det overhovedet blev en realitet, at de skulle dele privatadresse, lå på ingen måde i kortene. Han var elev i Bilka OneStop, og hun var servicechef i føtex Vanløse, men på barsel med sit første barn, da de mødte hinanden første gang.
Stephanie Rong var i Bilka OneStop som kunde, da hun for første gang så Adrian Francis, og der var ikke ligefrem kemi mellem de to.
Skæbnen ville dog, at de senere endte med at blive kolleger i føtex Vanløse, da han var færdiguddannet, og hun var retur fra barsel. Der gik dog en rum tid, inden de fik øjnene op for hinanden. På det tidspunkt var Stephanie Rong blevet alenemor til sine nu to børn, og hun havde weekendvagter sammen med Adrian Francis. Her begyndte kemien lige så stille at boble, men udelukkende som gode kolleger.
Adrian var meget sammen med de yngre kolleger og en del af mine medarbejdere, og jeg havde jo to små børn derhjemme. Jeg er fire år ældre end ham, og det lå slet ikke i kortene, at vi skulle finde sammen, siger 43-årige Stephanie Rong.
Hun forstod slet ikke, at jeg forsøgte at flirte med hende – heller ikke da jeg sagde, at jeg ikke havde noget imod at finde sammen med en singlemor til to børn, griner 39-årige Adrian Francis.
Grøn blev startskuddet
Kærlighedskemien opstod i sommeren for 13 år siden, da de sammen med de øvrige kolleger i føtex Vanløse var til Grøn. På det tidspunkt var Adrian Francis dog rykket til føtex i Birkerød, men han var med til koncerten.
De har hængt sammen siden, er i dag forlovet og deler adresse i Kastrup med deres fælles søn på 11 år samt Stephanie Rongs to børn fra tidligere forhold på henholdsvis 15 og 18 år.
Stephanie spurgte mig, om jeg nu var helt sikker på, at jeg ville det her, da hun jo havde to små børn, men for mig var det ikke noget problem, og det skræmte mig heller ikke på nogen måde, siger Adrian Francis.
Hans forlovede supplerer:
Vi vidste jo slet ikke, hvad det skulle føre til. Fra vi mødte hinanden i en kunde-medarbejder-situation til i dag, hvor vi er kærester på 13. år, har et barn sammen og stadig er kolleger.
De tager deres egne positive oplevelser fra forståelsen om privat- og arbejdsliv med sig videre - både når de sidder ved aftensmadsbordet, men i høj grad også over for deres egne medarbejdere, og så sparrer de naturligvis rigtig meget med hinanden.
Udover at de deler arbejdsplads og adresse, har de 25-års jubilæum i september om to år. Derudover deler de også fødselsdagsmåned, som også er september.
