23. oktober 2026

|

Pressemeddelelse

Metalindustrien hyldede modtagerne af ML-prisen 2026

25 nyudlærte svende inden for metalindustrien blev fejret fredag formiddag i Industriens Hus i København ved den årlige uddeling af Metalindustriens Lærlingepris (ML-prisen).

Metalindustrien hyldede modtagerne af ML-prisen 2026
Af: Industriens Uddannelser | Foto: Lasse Skov

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Fredag d. 23. oktober 2026 hyldede metalindustrien årets 25 modtagere af ML-prisen 2026 i Industriens Hus i København. Det er 24. gang, prisen uddeles, og det er Metalindustriens Uddannelsesudvalg (MI) v. Dansk Industri, Dansk Metal og Tekniq, der står bag.

Prismodtagernes familier, faglærere og mestre var også inviteret med til fejringen, der begyndte med kaffe og morgenmad. Kl. 10.30 havde alle gæster og prismodtagere taget plads i salen, og herefter kunne sekretariatschef i Metalindustriens Uddannelsesudvalg (MI), Susanne Bomholt Andersen, byde velkommen til de fremmødte og give ordet til dagens første taler: Anne Fløe, formand for Metalindustriens Uddannelsesudvalg (MI) og chef for erhvervs- og arbejdsmarkedsuddannelser i Dansk Industri.

Vi taler meget om den grønne omstilling. Om at styrke vores forsvar. Om nye teknologier og fremtidens industri. Men én ting er at have store ambitioner. Noget andet er at føre dem ud i livet. Vindmøllerne skal produceres. Skibene skal bygges. Maskinerne skal udvikles, programmeres og vedligeholdes. Og det kræver dygtige faglærte, sagde hun til prismodtagerne.

Prisoverrækkelse med statuetter til alle prismodtagere

Herefter gik selve prisoverrækkelsen i gang, hvor prismodtagerne på skift blev kaldt på scenen til håndtryk og overrækkelse af statuette, diplom og blomster. Undervejs blev der læst op af de indstillinger, som skoler og virksomheder har skrevet om lærlingene.

Programmet fortsatte med et musikalsk indslag fra to talenter fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, Anna Lohmann Hesselhøj på fløjte og Nichlas Overgaard på guitar, inden automatikteknikerlærling Samahir Salah Ahmed Hammid, Aasted A/S, holdt en ung til ung-tale for prismodtagerne.

Det betyder noget, at vi fortæller alle, vi møder, om alt det, vi kan med et svendebrev i hånden. Alt det spændende, man kan lave i industrien. Og alle de gode kollegaer, vi arbejder sammen med hver eneste dag, sagde hun til sine unge kollegaer i industrien.

Oplæring kræver umage og omtanke

Til slut gik Peter Faber, der er næstformand for Metalindustriens Uddannelsesudvalg (MI) og forbundssekretær i Dansk Metal, på scenen som arrangementets sidste taler.

Uanset hvor I lander henne, og uanset hvilken flot karriere I får, så bliv ved med at huske på, at I har været lærlinge engang. Husk på, hvad der skaber den gode læreplads. Hvordan man tager godt imod en ny lærling. Insistér på at gøre plads til de næste kuld på arbejdsmarkedet. Pres på for, at jeres virksomhed skal blive ved med at tage lærlinge – og måske tage endnu flere end før, var nogle af de ord, han sendte prismodtagerne af sted med.

Over 180 var indstillet til ML-prisen 2026

I løbet af det sidste år er 182 nyudlærte svende blevet indstillet til ML-prisen 2026, men kun 25 nåede gennem nåleøjet og kunne tage den ærefulde pris med hjem.

De nyudlærte svende, som modtog ML-prisen, har alle udmærket sig ved et 12-tal til svendeprøven. De har desuden kvalificeret sig til prisen ved at have stort fagligt overblik, være kvalitets- og ansvarsbevidste og være gode kammerater og kolleger på deres arbejdspladser. Endelig er det et krav for at komme i betragtning til ML-prisen, at både oplæringsvirksomheden og erhvervsskolen har indstillet lærlingen.

Der er vedhæftet en liste over prismodtagerne.

Find billeder fra arrangementet og af alle prismodtagere her.

Event Information