14. september 2026

|

Pressemeddelelse

Medina, LørdagsDans og Danseskolernes Dag: Tivoli inviterer til en sidste svingom i sensommersolen

Den 18. september går sommersæsonens sidste weekend i gang med besøg fra Medina og afslutningsfyrværkeri om søndagen.

Medina, LørdagsDans og Danseskolernes Dag: Tivoli inviterer til en sidste svingom i sensommersolen
Af: Tivoli | Foto: Tivoli / Peter Troest

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Hvis man ikke har haft familien og vennerne med i Tivoli denne sommer, er der stadig mulighed for det. Det bliver også sidste chance for at opleve det nye forlystelsesområde Hikari, tage en tur i Rutschebanen eller møde Rasmus Klump, inden sommersæsonen slutter den 20. september. Sommersæsonens sidste weekend sætter stemningen med årets sidste Fredagsrock, hvor Medina indtager Plænen den 18. september klokken 22.00.

En sidste dans i sensommersolen

Lørdag den 19. september er det tid til Danseskolernes Dag, hvor en række dygtige dansere fra hold under De Danske Danseskoler giver opvisninger på både Plænen og Pantomimeteatret. Dagen byder også på et særligt mastershow på Plænen.

Til LørdagsDans står Tivoli Late Night Orchestra for musikken, hvis man har lyst til at danse med. Der bliver skabt en fest for alle, der ønsker en uforglemmelig aften, med de to syngende værter Jeff Ace Schjerlund og Ditte Marie.

Pantomimeteatret danner også som altid rammen om dans, og i løbet af weekenden opfører Tivoli Balletteater forestillingerne Summer in Motion, Den bedragne skrædder og Harlekin Skelet.

Søndag den 20. september kl. 15.00 kan gæsterne opleve sommersæsonens sidste forestilling på Pantomimeteatret, hvor danserne ser tilbage på sæsonen med humor, hemmelige gæster og Pjerrot i front. Sammen råber de: ”Hurra for Tivoli og på gensyn i 2027!”

Se Tivolis nye forlystelsesområde, Hikari

Den 15. august åbnede det nye forlystelsesområde Hikari i Tivoli. Området er inspireret af japansk gademiljø og byder blandt andet på fem nye spisesteder, neonskilte, japansk kunst og butikker samt de to nye forlystelser Tyfonens Øje og Hotel Hikari.

Hvis man ikke har besøgt det nye område endnu, er dette sidste chance, inden Tivoli lukker frem til den 2. oktober, hvor halloween-sæsonen begynder.

Tivoli-Garden siger farvel med Tappenstreg

Den 20. september slutter sommersæsonen også for Tivoli-Garden, som går årets sidste parade klokken 19.30.

Paraden er en særlig anledning for de udgående garder, da det er sidste gang, de marcherer. I denne anledning bliver de oplyst med lyskæder for at adskille dem fra de øvrige garder.

Klokken 21.00 kan gæsterne opleve den traditionelle Tappenstreg, inden de efterfølgende bevæger sig gennem det mørkelagte Tivoli, fulgt af sang, mens de marcherer gennem parken og markerer afslutningen på sommersæsonen.

Ceremonien tager sin begyndelse på Plænen. Her ruller Tivoli-Gardens fanebærer fanen sammen, mens det traditionelle signal Tapto lyder. Signalet har rødder i en gammel militærskik, hvor soldater blev kaldt tilbage til kasernen. Tapto spilles tre gange, først ud over Plænen og derefter ud mod hver side, som et højtideligt farvel til sommersæsonen.

Rasmus Klump giver ”på gensyn-krammere”

Der vil også være daglige forestillinger hjemme i Rasmus Klumps Hus, hvor man kan opleve ham og Flora i blandt andet Rasmus Klumps livret, På rumrejse med Rasmus Klump og Hip hurra for Rasmus Klump.

Forestillingerne er inkluderet i entréen. Bagefter kan man selvfølgelig få en bjørnekrammer eller en high-five fra Rasmus og hans venner.

Når Tivoli har lukket for sommeren, er der dog ikke længe til næste sæson. Den 2. oktober åbner Tivoli igen, og fra den 2. oktober til 1. november 2026 inviterer forlystelseshaven til Halloween i Tivoli.

Adgangsreservation til Medina 

Adgangsreservationen giver adgang til Tivoli på koncertdagen. Adgangsreservationen hjælper Tivoli med at skabe de bedst mulige rammer for en god koncertoplevelse ved særligt populære koncerter.

Tivoli anbefaler, at man kommer i god tid for at begrænse kø i indgangene og få det fulde udbytte af koncertoplevelsen. I helt særlige tilfælde kan Tivoli være nødsaget til at begrænse eller lukke helt for adgangen til Haven.

Program for sommersæsonen sidste åbne weekend 18. til 20. september 2026

Fredag d. 18. september 

Hele dagen: CHART – kunstudstilling 

13.00 – 16.00: Rasmus Klump-forestillinger en gang i timen ved Rasmus Klumps Hus 

18.30 + 20.00: Summer in Motion, moderne dans på Pantomimeteatret 

19.30: Satiregruppen Magt med Magt for en hver pris – i Glassalen (kræver særskilt billet) 

19.30: Stupid Man - The Musical i Koncertsalen (kræver særskilt billet)

22.00: Fredagsrock med Medina på Plænen (kræver adgangsreservation)

 

Lørdag d. 19. september 

Hele dagen: CHART – kunstudstilling 

12.00 – 17.00: Danseskolernes Dag i Tivoli – Opvisninger på Plænen og Pantomimeteatret

17.50: Danseskolernes Dag**:** Mastershow med nationale og internationale mestre på Plænen

13.00 – 17.00: Rasmus Klump-forestillinger en gang i timen ved Rasmus Klumps Hus 

14.30 og 16.30: Tivoli-Gardens parade 

15.00 og 19.30: Stupid Man - The Musical i Koncertsalen (kræver særskilt billet)

18.30: Den bedragne skrædder på Pantomimeteatret 

19.30: Satiregruppen Magt med Magt for en hver pris – i Glassalen (kræver særskilt billet)

20.00: Harlekin Skelet på Pantomimeteatret 

22.00: LørdagsDans i Tivoli 

 

Søndag d. 20. september 

Hele dagen: CHART – kunstudstilling 

11.00 og 15.00: K-Pop Superstars i Glassalen (kræver særskilt billet)

13.00 – 17.00: Rasmus Klump-forestillinger en gang i timen ved Rasmus Klumps Hus 

13.30: Den bedragne Skrædder på Pantomimeteatret

13.30: Stupid Man - The Musical i Koncertsalen (kræver særskilt billet)

14.00: Tivoli-Gardens sidste koncert på Plænen

15.00: Tak for i år - forestilling på Pantomimeteatret 

19.30: Tivoli-Gardens sidste parade 

21.00: Tivoli-Gardens Tappenstreg på Plænen 

21.45: Sommersæsonens afslutningsfyrværkeri 

 

 

 

Nøgleord
Kultur
Event Information