13. maj 2026

|

Pressemeddelelse

Magasin holder gratis minifestival på Kongens Nytorv

URO spiller balkonkoncert over Kongens Nytorv, når Magasin inviterer københavnerne til sommer-minifestival med liveoptrædener fra Lea Romea, Enterthevoigt & Ababy og Alexandra Husorkester i hjertet af København.

Magasin holder gratis minifestival på Kongens Nytorv
Af: Magasin | Foto: Magasin

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Fredag den 15. maj bliver Kongens Nytorv forvandlet til en gratis koncertplads, når Magasin inviterer til sommer-minifestival med livekoncert fra stormagasinets ikoniske balkon, hvor kunstneren URO optræder. På programmet er også Lea Romea, Enterthevoigt & Ababy og Alexandra Husorkester, der spiller på scenen på pladsen foran Magasin.

Efter sidste års store opbakning til juleåbningen vil københavnerne kunne se frem til endnu flere fælles oplevelser på pladsen foran Magasin. Det at være en aktiv del af bylivet og skabe oplevelser og fællesskab er noget af det, der driver Magasin, fortæller Kasper Kramer, der er Head of Brand Activation & Strategic Partnerships i Magasin:

Vi kan mærke, at vores kunder efterspørger oplevelser, der rækker ud over shopping, og samtidig oplevede vi til juleåbningen, hvordan Kongens Nytorv kan samle mennesker på tværs af byen. Med sommer-minifestivalen åbner vi huset endnu mere mod København og inviterer både kunder og forbipasserende ind i fællesskabet omkring musik, sommer og byliv.

Koncerterne er gratis og åbne for alle, og fredag eftermiddag og aften forventes pladsen foran Magasin at samle både københavnere, forbipasserende og gæster fra byen omkring live-musik og sommerstemning midt i Indre By. Særligt koncerten med URO forventes at samle mange foran Magasin.

Magasin Goodie-medlemmer kan desuden få adgang til ekstra forkælelse og armbånd til en eksklusiv efterfest på Alexandra.

Sommeråbning med støtte til Røde Kors

Som en del af sommeråbningen donerer Magasin 2 kroner til Røde Kors for hvert køb, der gennemføres i forretningen på Kongens Nytorv den 15. maj, og det er faktisk en fordobling af donationen fra juleåbningen. Dermed bliver sommeråbningen ikke kun en fejring af sommeren i byen, men også en mulighed for at støtte mennesker i udsatte situationer.

Vi ville gerne skabe en sommeråbning, der giver noget tilbage til byen på flere niveauer. Når så mange mennesker samles omkring musik og fællesskab, giver det mening for Magasin, at arrangementet samtidig støtter Røde Kors’ arbejde og bidrager til fællesskaber uden for pladsen også, siger Kasper Kramer.

Magasin har gennem flere år haft et partnerskab med Røde Kors med fokus på trivsel og stærkere fællesskaber for udsatte børn og unge i Danmark.

En sommer med musik, fællesskab og byliv

Sommer-minifestivalen markerer begyndelsen på Magasins sommerprogram på Kongens Nytorv, hvor der hele sommeren igennem vil masser af oplevelser og aktiviteter.

Program 15. maj

16.00 Alexandra Husorkester 16.30 Enterthevoigt & Ababy 18.15 Alexandra Husorkester 19.00 Lea Romea 19.30 URO 20.30 Efterfest på Alexandra

Praktisk information

Dato: Fredag den 15. maj Sted: Magasin Kongens Nytorv Adgang: Åbent for alle Donation: Magasin donerer 2 kroner til Røde Kors for hvert køb i forretningen på Kongens Nytorv denne dag

Galleri

Event Information