35-årige Sofie Korenko Jensen har boet i København siden 2017 og på Frederiksberg siden 2023. Sidste år udkom hendes debutroman, Sorte hemmeligheder, det første bind i high fantasyserien Lyngeoncirklen. Den 19. september udkommer andet bind ved navn Skjulte skæbner. Romanen handler om angst, som, ifølge Psykiatrifonden, er iblandt de mest udbredte psykiske lidelser i Danmark. [1]
”Mange danskere kæmper med angst, og det er faktisk mere udbredt, end jeg først troede,” siger Sofie. ”Derfor har jeg valgt, at Skjulte skæbner skal handle om det.”
At turde sige det højt: Mænds sårbarhed
Skjulte skæbner foregår to år efter den første roman. Her følger man to karakterer: Augustus på 22 år og Timmy på 19. Historien starter, da Augustus får et brev, hvori der står, at hans far er død. Der er noget mystisk ved dødsfaldet, og Augustus er den eneste, der kan løse det. Han er derfor nødt til at rejse tilbage til sin hjemby for at finde ud af, hvad der er sket.
Skjulte skæbner er gennemlæst af tre forskellige fagpersoner, herunder to psykologer, for at give et retvisende billede af, hvordan angst kan føles og opleves. Men historien tager også et dybere kig på et andet udbredt problem.
”Historien handler i høj grad også om mænds sårbarhed,” fortæller Sofie. ”Der er stadig mange mænd, som ikke tør være sårbare og tale om deres problemer og slet ikke med hinanden. De tager en maske på og lader, som om alt er godt, når det ikke er det. Det er også noget af det, som romanen handler om: At selvom det kan føles grænseoverskridende at være sårbar, så er det ikke et svaghedstegn og kan tværtimod være enormt givende.”
Fantasy som filter: Angst, men ikke alene
Lyngeoncirklen foregår i fantasyverdenen Andulasia. I den verden findes der folk med særlige evner, og de bliver ofte behandlet dårligt, fordi de er anderledes. Flere af fantasyelementerne er symbolske og refererer til noget, der findes i den virkelige verden. Dermed fungerer fantasy som et filter og som en måde at fortælle om svære emner på. Det samme gør sig gældende for angst som det store tema.
”Når man læser romanen, vil man opleve, hvordan flere fantasyelementer er symbolske og viser forskellige måder, hvorpå angst kan føles og opleves. Et eksempel er, at nogle reagerer på angsten ved at blive vrede, fordi det at være vred kan være en måde at håndtere angsten på. Dét er et gennemgående tema i bogen,” siger Sofie og fortsætter:
”Jeg håber, at Skjulte skæbner kan hjælpe nogen, der kæmper med angst og nogle af de problemer, der kan høre med. At læserne kan spejle sig i historien og vide, at de ikke er alene. Og at de ikke mindst vil nyde at læse en rigtig fed historie.”
