100.000 kroner er blevet doneret fra LB Foreningen i Region Hovedstaden til Fri af Misbrug for at styrke frivilligkoordinationen og den lokale opsporingsindsats i regionen i håb om at nå ud til flere familier med alkohol- og stofmisbrug.
Der er mange børn, der vokser op i familier, der er præget af misbrug, hvilket skaber utrygge rammer, der oftest bliver skjult for omverdenen. Fri af Misbrug arbejder på at identificere og hjælpe disse familier, inden problemerne vokser sig større, gennem gratis og anonym rådgivning.
Foreningen oplever, at mange forældre gerne vil hjælpes, men har svært ved at tage det første skridt. Dermed spiller deres arbejde en afgørende rolle.
Ingen børn skal gå gennem en hel barndom uden hjælp, fordi familiens problemer er skjult bag skyld og skam. Vi ved, at imødekommende og omsorgsfulde rum kan være afgørende for, at forældre tør række ud efter hjælp, og at børn får den støtte og stabilitet, de har brug for. Med støtten fra LB Foreningen kan vi styrke vores lokale frivilligindsats her i Region Hovedstaden og nå flere familier tidligere, så flere børn får mulighed for en tryggere barndom, siger Thilde Stenfeldt Iversen, udviklingskonsulent i Fri af Misbrug.
Et særligt fokusområde
Over 40 procent af de henvendelser, som foreningen modtager, kommer fra Region Hovedstaden, hvilket gør regionen til et særligt fokusområde for dem.
Støtten kan bruges til rekruttering, koordinering og udvikling af frivillige, som bidrager til opsporing, brobygning og lokal synlighed. Det er noget, LB Foreningen ser stor værdi i.
Fri af Misbrug gør en vigtig forskel for børn, som alt for ofte lever med store bekymringer alene. Ved at møde familierne uden fordømmelse og skabe et trygt rum er foreningen med til at nedbryde barrierer for at søge hjælp. Det er en indsats, der ikke alene styrker forældrene, men også giver børn bedre muligheder for trivsel og en mere tryg opvækst, siger Mette Kristence Jensen, lokal repræsentant og medlem af uddelingsrådet for LB Foreningen i Region Hovedstaden.
Hjælp til flere børn
I 2025 hjalp Fri af Misbrug mere end 600 børn gennem rådgivning, opsporing og brobygning. Med mere støtte betyder det, at de kan få flere og bedre muligheder for at udvikle sig og sikre, at flere børn og familier kan få den hjælp, de har brug for.
Yderligere modtager Fri af Misbrug et unikt værk af kunstneren Line Jensen.
OM FRI AF MISBRUG
Fri af Misbrug ønsker at forbedre opvækstvilkårene for børn i familier berørt af rusmiddelproblematikker. Foreningen arbejder med et socialt og sundhedsfremmende sigte for at forebygge og minimere de negative fysiske, psykiske og sociale konsekvenser. Det sker blandt andet via opsporing, rådgivning, brobygning, projekter, kampagner, fortalerarbejde, formidling og events.
OM LB FORENINGEN
LB Foreningen står bag LB Forsikring – Danmarks største medlemsejede forsikringsfællesskab på privatmarkedet med over 470.000 medlemmer fordelt i Lærerstandens Brandforsikring, Bauta Forsikring og Runa Forsikring. Hvert år støtter vi velgørende fællesskaber over hele landet med 20 mio. kr.
OM LB FORENINGEN REGION HOVEDSTADEN
LB Foreningen i Region Hovedstaden repræsenteres af 22 delegerede, der er valgt blandt de ca. 180.000 medlemmer i regionen. De repræsenterer medlemmer i Runa Forsikring, Bauta Forsikring og Lærerstandens Brandforsikring. LB Foreningen i Region Hovedstaden uddeler hvert år en mio. kroner til en række forskellige formål i regionen. Se mere på lbforeningen.dk
