Der var stor glæde hos 19 forskellige organisationer i Region Hovedstaden da de fik bevilliget samlet en mio. kr. til forskellige indsatser, der forbedrer sundhed og sikkerheden gennem fællesskaber. Pengene kommer fra LB Foreningen i Region Hovedstaden, som hvert år uddeler en million kroner til forskellige velgørende formål. I år havde foreningen valgt at sætte fokus på sundhed og sikkerhed, der kunne omfatte: Projekter til at forbedre den fysiske tilstand blandt de grupper, som er mest udsatte, mental sundhed og trivsel blandt børn og unge, blandt ældre med sundhed, ensomhed og andre udfordringer.
Vi har i år modtaget rekordmange ansøgninger i LB Foreningen og det har været meget svært at vælge mellem de mange vældig gode projekter. Men det viser heldigvis, at vi har et meget stærkt civilsamfund i regionen og der er masser af mennesker, som gerne vil involvere sig og skabe bedre vilkår for nogle af de mest udsatte borgere i vores samfund siger Charlotte Lorenzen, lokal repræsentant og medlem af uddelingsrådet for LB Foreningen i Region Hovedstaden
I alt modtog LB Foreningen 312 ansøgninger til årets tema. De to største donationer på hver 100.000 kr., går til hhv. Foreningen The Red Van, der arbejder med at fremme værdighed, sundhed og sikkerhed for gadebaserede sexarbejdere i København, primært migranter, gennem stabile nattevagter, udlevering af skadesreducerende produkter og opsøgende relationsarbejde, og til Depressionsforeningens indsats Cafe Blom, der samler unge om gruppeforløb, faglige foredrag og sociale aktiviteter som strik, fællesspisning og bevægelse, der styres af peer-frivillige med egne erfaringer. Årets mindste donation går Ældre Sagen på Bornholm, der får 7.438 kr. til deres arbejde med motion og bevægelse for demensramte og deres pårørende, der med simple øvelser kan forbedre livskvaliteten for demensramte og deres pårørende.
Udover de nævnte var der bl.a. også midler til SIND Rudersdal til deres arbejde med musik- og bevægelsesforløb, Glostrup Special Kids til et overnatningsstævne for børn med særlige behov og Settlementet Vesterbro og deres arbejde med udsatte ældre borgere i Madam Blå.
Sammen med pengene modtager organisationerne også et unikt værk af kunstneren Line Jensen, nummeret og signeret af kunstneren selv.
Modtager |
Aktivitet |
Beløb |
|
Sind, Rudersdal |
Musik- og bevægelsesforløb over flere søndage, påskefrokost, julefrokost og sommerudflugt til psykisk sårbare mhp. på inddragelse i fællesskabet og styrkelse af mentalt helbred og afhjælpe ensomhed. |
23.000 |
|
Settlementet Vesterbro |
Motionstilbud 3 gange om ugen til ældre. Foreningen arbejder med at skabe stærke fællesskaber for ældre, der lever i ensomhed og udsathed. De ældre får styrket deres fysiske og mentale sundhed ved at indgå i aktiviteter sammen. |
50.000 |
|
Red Barnet, Brøndby-Hvidovre |
Midler til at vækste familieoplevelsesklubber og følgevensordning målrettet socialt udsatte børn i Brøndby og Hvidovre. I familieoplevelsesklubberne arrangeres der 1-2 månedlige aktiviteter. |
75.000 |
|
Sind, Frederiksberg |
Midler til fremme af socialt samvær for psykiske udforede. Udover aktiviteterne, holdes der fredagscafé og hver anden uge, laver de frivillige, en sund og nærende middag som indtages i fællesskab. |
50.000 |
|
Familie Fri af Misbrug |
Midler til at styrke og samle frivilligindsatsen og intensivere den tidlige opsporing af familier, hvor børn vokser op i familier med alkohol- og stofmisbrug. Familie Fri af Misbrug forebygger mistrivsel ved at hjælpe børnene gennem deres forældre. |
100.000 |
|
Kvistens Ungerådgivning Hovedstaden |
Projektet retter sig mod socialt udsatte unge i Hovedstaden, som har oplevet seksuelle krænkelser og har vanskeligheder ved at sætte grænser. Projektet bidrager til at nedbryde sociale barrierer og fremme unges deltagelse i sunde fællesskaber og samfundet. |
99.795 |
|
Ældre Sagen, Bornholm |
Motion og bevægelse for demensramte og deres pårørende. Midler til indkøb af redskaber, der med simple øvelser kan forbedre livskvaliteten for demensramte og deres pårørende. |
7.438 |
|
Foreningen The Red Van - for sikkerhed, sundhed og værdigt arbejde |
Projektet fremmer værdighed, sundhed og sikkerhed for gadebaserede sexarbejdere i København, primært migranter, gennem stabile nattevagter, udlevering af skadesreducerende produkter og opsøgende relationsarbejde. |
100.000 |
|
SIND, København |
Sundhedsfremmende fællesskabsaktiviteter med fokus på kost, motion og mental udfoldelse for psykisk sårbares/psykiatriske patienters hverdag. Aktiviteterne er rettet mod borgere og patienter, som ikke er indlagt, men som oftest står udenfor arbejdsmarkedet og derfor har behov for deltagelse i fællesskaber og aktiviteter med henblik på psykisk og fysisk sundhed. |
50.000 |
|
OMBOLD |
Midler til planlægning og afvikling af en idrætsdag for 250–300 voksne i udsatte positioner. Projektet styrker fysisk og mental sundhed gennem inkluderende fællesskaber, der fremmer trivsel, reducerer ensomhed og øger tryghed. Ved at koble deltagerne til lokale foreninger skabes varige fællesskaber og øget social tilknytning. |
45.000 |
|
Glostrup Special, Kids |
Midler til at styrke fællesskabet ved deltagelse i et overnatningsstævne for børn med særlige behov. |
15.000 |
|
Depressionsforeningen |
Projektet hjælper unge mellem 18-30 år med depression, bipolar lidelse og angst. Café Blom samler unge om gruppeforløb, faglige foredrag og sociale aktiviteter som strik, fællesspisning og bevægelse, der styres af peer-frivillige med egne erfaringer. |
100.000 |
|
Støtteforeningen til veteranishockeyholdet Copenhagen Guardians |
Soldaterveteranfællesskab gennem Ishockey. Projektet understøtter mental og fysisk sundhed ved at skabe et trygt, aktivt fællesskab for veteraner, der kan opleve ensomhed og mistrivsel. |
50.000 |
|
Hillerød Motionsvenner |
Hillerød Motionsvenner hjælper ældre med motion og vedligeholdelsestræning i de ældres egne boliger. Projektet skal øge antallet af motionsvenner og sørge for udlån af poser med træningsrekvisitter. |
28.000 |
|
Netværkshuset i Gentofte Kommune - En del af DRC Dansk Flygtningehjælp |
Gennem trygge og inkluderende bevægelsesaktiviteter som yoga og let motion, styrkes voksne borgere med flugt- og etnisk minoritetsbaggrund sundhed samtidig med at ensomhed forebygges. Indsatsen retter sig særligt mod borgere med begrænset adgang til netværk og fællesskaber og bidrager til øget deltagelse, tilhørsforhold og sociale netværk i et lokalt forankret fællesskab. |
56.000 |
|
Ungdommens Røde Kors, Lokalafdeling København |
Styrkelse af lektiecaféer og klubber, der arbejder for at forbedre børn og unges trivsel i hovedstadsområdet. Midler til aktiviteter for børn og unge samt foredrag med GirlTalk med fokus på mental trivsel. |
61.279 |
