Elisabeth Linton
s iscenesættelse fra 2016 vender tilbage med et nyt hold af internationale sangere side om side med solister fra Den Kongelige Opera.
La bohème inviterer publikum til de unge bohemers Paris, hvor de lever livet intenst og bekymringsfrit, fulde af fremtidstro, tillid og kampgejst - lige indtil kærligheden forandrer alt.
I centrum står Rodolfo og Mimi, hvis møde juleaften bliver begyndelsen på en af operahistoriens mest berømte kærlighedshistorier. Rodolfo bor sammen med sine venner i et iskoldt loftsværelse uden penge til brænde og husleje. Men da Mimi banker på døren for at få tændt sit lys, bliver den kolde vinteraften pludselig varm. De forelsker sig – med den intensitet, der er allerstærkest, når man er ung og endnu tror på, at livet ligger åbent foran én.
Mere end en romantisk kærlighedshistorie
For instruktør Elisabeth Linton er La bohème mere end en romantisk kærlighedshistorie. Operaen handler i høj grad om de valg, vi træffer, og det ansvar, der følger med.
”La bohème er fortællingen om en flok unge mennesker, der står på tærsklen til voksenlivet og måske også nærmer sig deres kunstneriske gennembrud. Vi følger dem gennem forelskelser, forventninger, jalousi, skuffelser, tab og smerte. De lever for kunsten, kærligheden og hinanden – uden at bekymre sig synderligt om morgendagen. Men da Mimi bliver alvorligt syg, tvinges de til at tage ansvar og konfrontere konsekvenserne af de valg, de har truffet,” fortæller Elisabeth Linton.
La bohème havde premiere på Teatro Regio i Torino i 1896 og blev første gang opført på Det Kongelige Teater i 1908. Siden har Puccinis fortælling om en gruppe kunstnere i Paris udviklet sig til en af operahistoriens mest elskede klassikere. Operaens litterære forlæg er den franske forfatter Henri Murgers fortællinger om bohemetilværelsen i Paris, Scènes de la vie de bohème. For Elisabeth Linton har Murgers univers været en vigtig inspiration til at skabe karaktererne som hele mennesker med både drømme, fejl og modsætninger.
Nye stemmer i de ikoniske roller
Den prisbelønnede georgisk-ukrainske sopran
Teona Todua
og den bosnisk-schweiziske tenor
Omer Kobiljak
, finalist i Operalia 2023, synger Mimi og Rodolfo og bringer nye stemmer til Puccinis klassiker. De deler partierne med Den Kongelige Operas
Sofie Elkjær Jensen
og den unge tenor
Long Long
. Long Long debuterede i 2026 på The Metropolitan Opera i New York netop som Rodolfo – en rolle, han nu tager med sig til Operaen i København. Som Musetta og Marcello medvirker Den Kongelige Operas
Clara Cecilie Thomsen
og
Jens Søndergaard
.
I spidsen for de mange solister, Det Kongelige Operakor, Det Kongelige Kapel, Det Danske Drengekor og Det Danske Pigekor samt medlemmer af Den Kongelige Livgardes Musikkorps står dirigenten Dominik Beykirch.
