10. november 2026

|

Pressemeddelelse

Kaffe ser ud til at ændre, hvordan din tarm fungerer

Drikker du kaffe hyppigt, lader det til at ændre dine tarmbakterier, men også selve din tarms fysiologi. Det er resultatet af et studie fra Københavns Universitet, som måske kan pege i retning af, hvordan vi bedre afhjælper forstoppelse.

Kaffe ser ud til at ændre, hvordan din tarm fungerer
Af: Københavns Universitet | Foto: Pexels

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Det er måske lidt prekært, men mange af os kender det: Den der kop kaffe, der sætter gang i maven.

Men nu er der også forskning, der peger på, at regelmæssigt kaffeindtag påvirker vores tarms funktion.

Et forskerhold fra Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet har ladet en række danskere sluge en lille elektronisk kapsel. Undervejs gennem tarmsystemet har kapslen bl.a. målt passagetiden gennem mave-tarm-systemet, temperatur, pH-værdi og tarmens bevægelser.

Deltagerne kunne opdeles i dem, der drikker kaffe hyppigt – det vi sige mellem en og fem kopper om dagen i mere end tre ud af otte dage – og dem, der drikker kaffe sjældnere.

Studiets resultater bekræfter først og fremmest, at kaffe har en effekt på sammensætningen af bakterier i tarmen, som andre studier også har antydet. De hyppige kaffedrikkere havde således flere forskellige typer mikroorganismer i tarmen sammenlignet med dem, der sjældnere drak kaffe.

Men mere vigtigt er det nok, at hyppigt indtag af kaffe ser ud til at påvirke selve tarmens fysiologi – altså den måde tarmen virker på siger førsteforfatter Francesca Bucci, der er ph.d.-studerende ved Institut for Idræt og Ernæring

Det er allerede kendt, at kaffe i moderate mængder er koblet til bl.a. at mindske risikoen for hjerte-kar-sygdomme, diabetes, depression og en række kræftsygdomme. Men vi ved langt mindre om, hvordan et regelmæssigt kaffeindtag hænger sammen med de fysiologiske forhold i vores tarme.

Stimulerer sammentrækninger i tarmen

Forskerne fandt, at de hyppige kaffedrikkere havde en signifikant lavere pH i tyndtarmen end de personer, som drikker kaffe sjældnere. Og jo højere kaffeindtag des flere sammentrækninger blev der observeret i tyktarmen.

Er de fysiologiske forskelle så gode for os eller ej?

Sammentrækninger i tarmen kan understøtte en velfungerende fordøjelse og hjælpe folk med ikke at blive forstoppet og holde tarmens muskler i god form siger Francesca Bucci

Forskerne kan ikke umiddelbart afgøre, om den lavere pH er positiv eller negativ for ens sundhed, men generelt har tyndtarmens pH-værdi betydning for fordøjelsesenzymernes aktivitet og hvordan vi nedbryder maden.

Forskerne understreger også, at studiet ikke kan fastslå, om forskellene alene skyldes deltagernes kaffeindtag. Ikke desto mindre mener seniorforfatter Henrik Munch Roager, at der er grundlag for at antage, at kaffen spiller en nøglerolle.

Vi ved for eksempel allerede fra andre studier, at kaffe kan påvirke forskellige processer i fordøjelsessystemet, blandt andet syreudskillelsen i mavesækken. Så der er god grund til at tro, at de ting vi ser, ikke er tilfældigheder. Rent anekdotisk er der jo også mange der påstår, at kaffe gør noget ved deres fordøjelse, lyder det fra Henrik Munch Roager, der er lektor og forskningsleder på Institut for Idræt og Ernæring.

Kalder på flere studier

Ifølge Roager ville et naturligt næste skridt være et såkaldt interventionsstudie, hvor man styrer hvor meget kaffe, forsøgspersonerne drikker, og undersøger hvad der sker med tarmfysiologien i perioder med for eksempel meget kaffe sammenlignet med perioder uden kaffe.

Forskerne håber, at disse og fremtidige forskningsresultater kan bruges til at afhjælpe et udbredt problem:

I Danmark er der rigtig mange, der bøvler med forstoppelse, og som ikke har regelmæssig afføring. Hvis man kan finde ud af, hvordan kaffe påvirker fordøjelsen og tarmens kontraktioner, kunne det jo være, at man kunne udnytte det i forhold til at kunne stimulere tarmbevægelser på en naturlig måde. Det ville være meget værdifuldt siger Henrik Munch Roager

OM STUDIET

  • 61 raske voksne danskere deltog i studiet, der er udgivet i Gut Microbiology.
  • 50 af deltagerne slugte en SmartPill®, en trådløs kapsel, som sender målinger, mens den passerer gennem mave-tarm-kanalen. Kapslen målte blandt andet passagetid gennem mave-tarm-systemet, surhedsgrad (pH), temperatur, tryk og tarmens sammentrækninger.
  • Studiet strakte sig over ni sammenhængende dage.
  • Deltagerne registrerede alt, hvad de spiste og drak i otte dage, så forskerne kunne kortlægge deres kostindtag og kaffeindtag.
  • Forskerne målte også kafferelaterede biomarkører, nærmere bestemt koffeinmetabolitter i urin, for at få et objektivt mål for deltagernes kaffeindtag.
  • Der blev indsamlet afføringsprøver, som blev analyseret for tarmbakteriernes sammensætning og mængde.
  • Forskerne undersøgte derefter, om deltagernes kaffeforbrug hang sammen med forskelle i både tarmens mikrobiom og tarmens fysiologi.
Event Information