En enig Borgerrepræsentation besluttede under sidste års budgetforhandlinger, at Budget 2027 skal give et kvalitetsløft af de københavnske dagtilbud.
Det løfte vil børne- og ungdomsborgmesteren Jakob Næsager holde sine kollegaer fast på, når budgetforhandlingerne starter i slutningen af ugen.
Siden løftet blev givet sidste sommer, har et enigt børne- og ungdomsudvalg i fællesskab fundet frem til, hvordan det kvalitetsløft skal se ud. Det skal blandt andet ske med:
- Forberedelsestid for pædagogisk personale, som skal være med til at skabe bedre rammer for både børn og voksne.
- Bedre normeringer så der er flere voksne omkring børnene – også i ydertimerne om eftermiddagen og om morgenen.
- Tiltag, der skal understøtte god ledelse i dagtilbuddene. Særligt de steder, hvor der er væsentlige faglige udfordringer.
- Tidligere og mere helhedsorienteret støtte til børn og familier fra sundhedsplejersken.
Min ambition er, at København skal være danmarksmester i børneliv. Derfor er jeg glad for, at et enigt børne- og ungdomsudvalg går til budgetforhandlingerne med fælles prioriteter for, hvordan vi styrker kvaliteten i daginstitutionerne. Vi er enige om, at der skal investeres i bedre normeringer, mere tid til det pædagogiske arbejde og stærk ledelse, så børnene har de bedst mulige rammer i hverdagen. Når vi investerer i de yngste københavnere, investerer vi i hele byens fremtid udtaler børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsager (kons.)
FAKTA:
- I Overførselssagen 2025-2026 blev der afsat 100 mio. kr. til de københavnske dagtilbud, som særligt skal gå til at ansætte mere pædagogisk personale.
- Dagtilbudsledelses-uddannelsen, som er udviklet i samarbejde med Aalborg Universitet, og som har til formål at styrke ledernes kompetencer til at lede den faglige, pædagogiske udvikling og sikre høj kvalitet i dagtilbud.
- Gode vilkår til at tage en meritpædagoguddannelse for kommunens medhjælpere og andre, der gerne vil skifte spor til pædagogfaget.
