”At give koncert på Plænen i Tivoli betyder noget helt særligt for mig. Som ung stod jeg selv og skrålede med blandt publikum og havde en fest med vennerne. Derfor er det stadig en helt speciel oplevelse for mig at stå på netop den scene. Jeg kan love alle, at mit band og jeg vil gøre alt for at skabe et brag af en festaften. Vi spiller alle dem, du kender, og måske en enkelt af de nye. Jeg glæder mig til at fyre den af i Tivoli,” lyder det fra Rasmus Seebach.Inden Rasmus Seebach overtager scenen klokken 22.00, fyrer BATHSHEBA den af på Plænen klokken 19.00. BATHSHEBA har forberedt en mere kluborienteret og hårdtpumpende lyd, end publikum tidligere har været vant til fra det danske stjerneskud, der slog igennem i 2020 med sange som Blind, Hit ‘N’ Run og Lost Your Mind. Tivolis gæster kan altså både se frem til en kæmpe dansefest og danske popslaskere den 21. juni til Fredagsrock i Tivoli. Når entréen til Tivoli er betalt, er der fri adgang til koncerterne og Havefest i Tivoli. 45 artister spiller til Fredagsrock i løbet af sommeren Rasmus Seebach og BATHSHEBA blot en af de i alt 45 artister og bands, der i løbet af 2024 spiller til Fredagsrock 19.00 og 22.00. Koncerterne den 21. juni markerer et af de mange højdepunkter i sæsonen, hvor man også kan opleve navne som Medina, Tim Christensen, Chaka Khan, Chris Isaak, Ida Lauerberg, de norske tvillinger Marcus og Martinus samt den legendariske souldronning Diana Ross, der indtager Plænen den 9. august. Den 28. juni er det Take That, der står på scenen som årets første internationale navn. Der bliver sat punktum for Fredagsrock 2024 med Saveus, der lukker Fredagsrock-sæsonen den 20. september. Den erfarne vært Gyrith Cecilie Ross orkestrerer festen på Plænen som konferencier til Havefest og Fredagsrock fra juni til august og siger:
"Havefest er det vildeste turpas! Der er DJ's, quiz, comedy, nye artister og selvfølgelig de helt store superstjerner fra både Danmark og udlandet, og jeg er så glad for, at Tivoli har spurgt mig. Jeg har selv stået på Tivolis plæne masser af gange og hørt alt fra Medina til Mark Knopfler, så selvom cirka ingen kommer for at se en konferencier, glæder jeg mig meget til at tage del i folks fredag aften og have en fest med alle de glade, forventningsfulde gæster. Jeg tror, vi får det sjovt!"Jonas Gülstorff, som i løbet af sommeren også kan opleves som konferencier til Havefest og Fredagsrock, siger:
"Jeg er født i København, så muligheden for at stå på byens smukkeste scene var let at sige ja til. Som musiker har jeg selv oplevet, hvilket sus det giver i maven at spille på Plænen. Derfor er jeg stolt over nu at skulle være med til at præsentere Fredagsrock hele sommeren."
