06. marts 2025

|

Pressemeddelelse

For første gang i Danmark: Halvmaraton sælges via lotteri

Indtil den 20. marts kl. 23.59 er det muligt at skrive sig op i lotteriet om de eftertragtede startnumre til VM på halvmaratondistancen i København til september.

For første gang i Danmark: Halvmaraton sælges via lotteri
Af: Sparta Atletik og Løb | Foto: Sparta Atletik & Løb

Del :

FacebookTwitterLinkedIn
I alt 35.000 løbere vil stå på startstregen, når verdensmestrene på halvmaraton skal kåres i København d. 20. september 2026. Verdenseliten vil føre an, og lige bagved kommer løbere i alle niveauer til at få en helt særlig oplevelse på en tætpakket, festlig rute gennem den danske hovedstad. For første gang nogensinde i Danmark sættes starten til salg via et lotteri, ligesom det er brugt ved fx de internationale maratonløb i London og Berlin.
Fair og lige chance for alle
Baggrunden er ifølge Dorte Vibjerg, adm. direktør i Sparta Atletik & Løb:
Vi så senest ved salget af fx Copenhagen Half Marathon 2025, at efterspørgslen var overvældende stor, systemerne havde svært ved at følge med, og der blev udsolgt på 2,5 timer med mange interesserede stadig i kø. Den proces var frustrerende for både os og løberne, så derfor lancerer vi lotteriet, siger hun og begrunder videre: Lotteriet er en måde, hvorpå vi sikrer alle en fair og lige chance, og alle har god tid til at skrive sig op, når det passer dem. Chancerne er nemlig lige store, uanset hvornår i lotteriperioden, 6.-20. marts, man skriver sig op.
Alt information findes på VM-hjemmesiden: https://wrrccopenhagen26.dk
Tre nedslag i lotteriets FAQ:
  • Hvor mange kan jeg skrive op i lotteriet? Du kan skrive dig op sammen med maksimalt to andre løbevenner.
  • Kan jeg skrive mig op i lotteriet flere gange? Nej. Som en del af udtrækningen efter lotteriperioden scannes alle ordrer. Hvis vi opdager dubletter, sletter vi alle ordrer indeholdende den givne person.
  • Kommer der resale-mulighed? Ja, i løbet af 2025 tilbydes en platform til overdragelse af startnumre.
Se den komplette FAQ her.
Event Information