Grundloven er vores lands vigtigste lov – den skal vi være både glade for og stolte over. Den sætter rammerne for hele vores samfund. Stærke kræfter i civilsamfundet arbejder gennem Grundlovsfesten på at løfte grundlovsdag til en større og mere festlig national fejring af vores demokrati, fællesskab og grundlov. Det vil Folketinget gerne bakke op om. Derfor åbner vi som noget nyt dørene den 5. juni, hvor alle kan komme ind og opleve Folketinget og være med i aktiviteter, der har grundloven som omdrejningspunkt. Hermed en opfordring til alle om at fejre grundlovsdag – om det er lokalt eller på Christiansborg, siger formanden for Folketinget, Søren Gade.
Folketinget inviterer til grundlovsdag på Christiansborg
Torsdag den 5. juni 2025 inviterer Folketinget alle til at fejre grundlovsdag på Christiansborg.
Grundlovsdag vil blive fejret i Folketinget med en lang række aktiviteter for både børn og voksne fra kl. 10.00 til kl. 15.00.
Du kan bl.a. kigge indenfor i Folketingssalen, se det nye gruppeportræt af 30 betydningsfulde kvinder i politik, synge med på fællessang og dyste med andre gæster i grundlovsbanko. Du kan også møde bevægelsen Grundlovsfesten, der arbejder for at gøre det til en fast tradition for alle generationer at fejre grundlovsdag. Fri entré.
