Når man står i Botanisk Have, står man midt i et levende arkiv over verdens planteskatte. Med BGCI-akkrediteringen får vi ikke blot et stempel; vi får en international anerkendelse af, at Botanisk Have i København er en aktiv del af den globale mission for at forstå, beskytte og bevare planter og deres levesteder. Det styrker vores arbejde og forpligter os til endnu mere, udtaler Tonni Eilersen, leder af Botanisk Have.
Har vi for eksempel en udryddet plante, som kun findes i tre botaniske haver i hele verden, er det afgørende, at vi kan udveksle erfaringer om, hvordan vi passer på den. Hvis vi mister den, kan det i sidste ende betyde, at vigtige egenskaber – måske til medicin – går tabt, uddyber Tonni Eilersen.Med BGCI-akkrediteringen får haven nu formel international status som conservation practitioner. Det åbner for større muligheder for at prioritere og styrke indsatsen for truede arter — både de arter, haven allerede bevarer, og dem, haven fremover vil tage ansvaret for.
Et levende museum med en central rolle i kampen for biodiversitet
Botanisk Have er hjemsted for Danmarks største videnskabelige samling af levende planter med omkring 8.000 arter og et særligt fokus på bevarelse af truede plantearter. De nationale plantesamlinger omfatter også Herbariesamlingen med ca. tre millioner herbarieeksemplarer og en frø-samling. Anerkendelsen er mere end et diplom på væggen. BGCI-akkrediteringen stiller krav til alt fra dokumentation og håndtering af plante- og frøsamlinger, til forskning, bevaringsprojekter, formidling, bæredygtighed og internationalt samarbejde. Derudover betyder akkrediteringen, at Botanisk Have nemmere kan indgå i globalt samarbejde om plantebevarelse, vidensudveksling og forskningsprojekter — og dermed bidrage til bevarelsen af biodiversitet på tværs af landegrænser.Planter er afgørende for verdens økosystemer og står over for hidtil usete trusler i biodiversitets- og klimakriserne. At forstå og bevare verdens plantediversitet er vigtigere end nogensinde. Akkrediteringen giver os et stærkere mandat og nye samarbejdsmuligheder, og den styrker vores daglige arbejde med at beskytte og forske i planterne — både i Danmark og internationalt, udtaler Natasha De Vere, professor i botanik ved Statens Naturhistoriske Museum.For offentligheden og kommende generationer sikrer akkrediteringen, at havens samlinger ikke blot bevares som udstillings- eller rekreative objekter — men som et aktivt redskab i kampen mod tab af arter og natur. Botanisk Haves øgede fokus på plantebevaring vil også indgå i havens fremtidige formidling og rundvisnings- og undervisningstilbud.
