Birthe Kjær har i årtier fået danskerne til at synge med på hits som Vi maler byen rød, Pas på den knaldrøde gummibåd og Sommer og sol. Når hun indtager Plænen til LørdagsHits i Tivoli lørdag den 8. august kl. 21.00, er invitationen ikke kun rettet mod hendes faste publikum – hun håber også, at Flo Ridas fans får lyst til at vende tilbage til Tivoli lørdag aften efter rapperens Fredagsrock-koncert.
En garanteret god stemning
Birthe Kjær lover en koncert, hvor stemningen er helt i top:
Jeg kan forstå, at jeg overtager Plænen efter rapperen Flo Rida, som spiller til Fredagsrock aftenen før, og det er jo lidt af en kontrast, men det siger også noget om, hvor fantastisk Tivoli er til at samle så mange forskellige musikoplevelser. Hvis nogle af dem, der har været inde og høre Flo Rida om fredagen, får lyst til at tage en tur mere i Tivoli om lørdagen, når jeg spiller, så skal de være mere end velkomne, for jeg lover, at stemningen bliver helt i top.
Tidligere i år byggede hun endnu en bro mellem generationer og musikalske genrer, da hun medvirkede på Tobias Rahims sommerhit Du Danske Sommer.
Selvom Birthe Kjær og Flo Rida kommer fra to vidt forskellige musikalske verdener, har de faktisk én ting til fælles. Begge har stået på scenen ved Eurovision Song Contest. Birthe Kjær repræsenterede Danmark i 1989 med Vi maler byen rød, der sikrede Danmark en flot tredjeplads, mens Flo Rida i 2021 optrådte sammen med sangerinden Senhit, da de repræsenterede San Marino med Adrenalina og sluttede på en 22. plads.
En bred række genrer
Marika Hakesberg, chef for Musik & Underholdning i Tivoli, siger:
Koncerterne viser virkelig bredden i Tivolis musikprogram: Først et internationalt brag med Flo Rida, der fylder Plænen med pulserende beats – og næste dag Birthe Kjær, som med sine ikoniske sange samler generationer i fællesskab og smil. Vi elsker, når scenen kan rumme både verdensstjerner og danske legender inden for 24 timer.
Program LørdagsHits i Tivoli med koncertart kl. 21.00
· 25. juli – Kool & The Gang (US)
· 1. august – Poul Krebs
· 8. august – Birthe Kjær
· 15. august – Lisa Nilsson (S)
· 22. august – Shu-Bi-Dua 2.0
Koncerterne starter kl 21.00 og alle anbefales at komme tidligt. Når entréen til Tivoli er betalt, er der fri adgang til LørdagsHits.
