Socialborgmester Karina Vestergård Madsen (EL) fortæller:
Der er et kæmpe behov for at tænke nyt på autismeområdet i København, for flere og flere københavnere får stillet en autismediagnose, og stadigt flere har behov for hjælp og støtte fra kommunen. Det er præcis derfor, at vi nu åbner Autismehuset. Autismehuset er for alle københavnere, som har autisme tæt inde på livet, hvad enten det er børn, unge eller voksne. Nu samler vi Socialforvaltningens forebyggende indsatser og tiltag i samme hus, så vi kan hjælpe endnu flere med den helt rigtige hjælp tidligere. Samtidig får vi et kraftcenter med stor viden inden for autismeområdet. Autismehuset skal også være civilsamfundets hus, for foreningerne og organisationerne har nogle helt unikke tilbud og en viden, som gør, at vi sammen kan give en endnu bedre hjælp til københavnere med autisme og deres familier.Tal fra Socialforvaltningen viser, at i alt 452 børn og unge i København i alderen fra 0 til 18 år fik stillet en autismediagnose i 2023. I 2024 steg tallet til 586. Det svarer til en stigning på 29 procent. En fremskrivning for 2025 viser, at der i august måned er 347 børn og unge, som har fået stillet en autismediagnose. Det samlede tal i slutningen af 2025 vil fremskrevet derfor ramme knap 600. På voksenområdet har Socialforvaltningen også bemærket, at langt flere voksne, som søger støtte og hjælp fra kommunen, har en diagnose inden for autismespektret.
