03. september 2026

|

Pressemeddelelse

Arken åbner den første store udstilling med Ann Lislegaard

Kunstneren Ann Lislegaard regnes for en pioner i både ind- og udland, når det gælder brug af digital teknologi, 3D-animation, lyd og lys i sine kunstværker. ANIMOID, som åbner på Arken d. 24. september 2026, er den første store udstilling i Danmark med den anerkendte dansk-norske kunstner Ann Lislegaard. ANIMOID viser nedslag fra hendes mere end tre årtier lange internationale karriere.

Arken åbner den første store udstilling med Ann Lislegaard
Af: ARKEN Museum for Samtidskunst | Foto: Kavian Borhani

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Med ANIMOID inviterer Ann Lislegaard og Arken publikum ind i et virtuelt og spekulativt kunstnerisk univers, som kaster lys på vores eksistens: Hvad betyder dét at være et menneske i en tid som nu, hvor vi både oplever en digital transformation og samtidig et udbredt tab af biodiversitet i naturen?

Kurator Jenny Lund udtaler:

Med afsæt i science-fiction bruger Ann Lislegaard animation til at undersøge og dramatisere samtidens liv set udefra. I sine værker nærmer hun sig historisk givne forhold fra alternative perspektiver og fremkalder erfaringer, der befinder sig på grænsen af sproget og samtidens normer siger kurator Jenny Lund og fortsætter:

」Ann Lislegaard bruger sci-fi som et poetisk prisme til at se på vores samtid og udfordre vores vante forestillinger om os selv, hinanden og verden siger kurator Jenny Lund.

Udstillingens titel ANIMOID er taget fra Ridley Scotts film Blade Runner (1982), som bygger på Philip K. Dicks sci-fi-roman (1968) ’Do Androids Dream of Electric Sheep?’ Begrebet ’animods’ er de syntetiske dyr, der har erstattet de uddøde arter i den fremtidige verden.

Ann Lislegaard har længe været inspireret af sci-fi, og hun var en af de allerførste i begyndelsen af 1990’erne til at bruge teknologi i sin kunst til at skabe nye kunstneriske former og formater. Hun arbejdede altså med computerteknologi og animation på et tidspunkt, hvor kun få kunstnere – og næsten ingen kvinder – gjorde det. På den måde har Ann Lislegaard været med til at forme feltet – også for nye generationer af studerende som professor inden for ’medier’ på Det Kongelige Danske Kunstakademi.

Arkens udstilling ANIMOID er skabt i samarbejde med Henie Onstad Kunstsenter (Norge), Kunstmuseum Wolfsburg (Tyskland) og Museum of Contemporary Art Kiasma (Finland), hvilket understreger Ann Lislegaards internationale tyngde.

BIO: Ann Lislegaard

Ann Lislegaard (f. 1962) har arbejdet på tværs af forskellige medier siden 1990’erne. Hendes kunstneriske praksis har spillet en betydelig rolle i udviklingen af digital kunst i Danmark og internationalt.

Hun er født i Norge, uddannet i København og arbejdede i mange år i New York, hvor hun også boede. Ann Lislegaard har repræsenteret Danmark på Venedigbiennalen og deltaget i kunst-biennalerne i São Paulo, Lyon, Sydney og Gwangju i Sydkorea. Ann Lislegaard har haft adskillige soloudstillinger verden over, blandt andet på Museum of Contemporary Art Detroit, Henry Art Gallery i Seattle, Raven Row i London, Moderna Museet i Stockholm og Astrup Fearnley Museet i Oslo.

Ann Lislegaards værker indgår blandt andet i samlingerne på Solomon R. Guggenheim Museum i New York, Museo Nacional Centro de Arte Reina Sofía i Madrid, Louisiana Museum of Modern Art i Humlebæk og Kunstmuseum Wolfsburg. Dette er den første større solopræsentation af hendes kunstneriske praksis i Danmark.

ANIMOID – Ann Lislegaard

ARKEN

24.09.26 – 29.03.27

Nøgleord
KulturTeknologi & videnskab
Event Information