Det har været en enorm fornøjelse at få lov at tilbringe dagen med eleverne, der alle har været utroligt fascinerede af alt det liv, der findes under havoverfladen lige her ved siden af deres egen skole. Vi håber med Havnedagen at give de unge mennesker en større forståelse for, at natur også findes i havet her i havnen, og den skal vi passe langt bedre på i fremtiden. Eleverne har i hvert fald allerede gjort deres for, at havnaturen her i Københavns Havn får det endnu bedre, siger Thomas Kirk Sørensen, marinbiolog i WWF Verdensnaturfonden.Overborgmester Lars Weiss (S) og børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsager (K) lagde også vejen forbi Havnedagen.
En fælles redningsaktion
De 125 elever brugte ikke bare Havnedagen på at gøre en forskel for naturen i havnen. De gjorde også en forskel for hinanden. Hovedstadens Beredskab var nemlig til stede som en del af Partnerskabet for sikker havn for at give eleverne undervisning i at kaste en redningsbøje og redde en person op af vandet. Efter afslutningen på elevernes havnedag åbnede havnen for alle med boder og aktiviteter. Blandt andet et skraldetårn lavet af skrald, som By & Havn har fjernet i forbindelse med den årlige forårsrengøring i havnen. Administrerende direktør i By & Havn Anne Skovbro glædede sig over den store interesse:Havnedagen er ét af årets højdepunkter i By & Havn. Og at vejret så tilmed var så godt, gør kun fornøjelsen endnu større. Jeg blev endnu en gang glad for at se den entusiasme, som der er for vores fælles havn blandt de unge. De forstår vigtigheden af at havnen er sikker og ren og vil meget gerne bidrage til at gøre den endnu bedre – både under og over havet. Og de forstår, at det ikke kommer af sig selv. Vi skal alle sammen være gode til at passe på havnen og hinanden, når vi bruger den.Havnedagen blev afsluttet med et havneseminar med deltagelse af blandt andre WWF Verdensnaturfonden, By & Havn, WHO, TrygFonden og Hovedstadens Beredskab.
